AGF pokalfinaler – nostalgi fra tribunen

jeg skrev om pokalsemifinalerne at de bringer oplevelser frem når man har fulgt AGF i mange år, og altid med på turen i 80’erne og 90’erne Det samme gør pokalfinalerne i særdeleshed også. Her er lidt anekdoter fra finalerne med AGF fra 1987 til 1996.

1987: AGF-AaB 3-0

Endelig var vi i en pokalfinale og hvis bare vi nu kunne vinde den vil det være os som oplevede det og ikke noget vi havde hørt om. Som optakt til finalen mod AaB bragt Aarhus Stiftstidende et interview med målscorer i 1965 finale hvor AGF slog KB 1-0. Hvis vi ikke var klar over det var noget stort så blev vi mindet på det i dette interview.

Turen til Københavns Idrætspark gik over Aarhus-Kalundborg som dengang havde kæmpefærger som hed Peder Pors og Niels Klim. På færgen købt vi trøjer som havde teksten AGF – århusiansk fodbold i verdensklasse. Trøjerne var en reaktion på Brøndby´s Brøndby- Dansk  fodbold i Europaklasse.

Dagen var regnfuld og kun 6-7000 havde fundet vejen til parken. På trods af vejret og de tomme pladser var vi fyldt af gode følelser under kampen og glæde os over den suveræne sejr på 3-0 og pokalen endelig kom “hjem”.

Efterfølge blev sejren fejret i Tivoli.

1987

1988: AGF-Brøndby 2-1

I finalen igen. Dagens forinden mødte vi som dengang var nogle af de “hardcore”fans”. Vi skulle drikke igennem, også til parken. Det blev vist til lidt søvn.

Afsted til parken det gik og der blev festet i den grad på vej derover. Da bussen nåede Idrætsparken og døren gik op, væltede det bogstavelig talt ud med flasker 🙂

Brøndby var favoritter i finalen. De var blevet mester og kommet godt fra start på foråret. Det var dengang Brian Laudrup spillede for Brøndby og Per Frimann for AGF.

Vi troede selvfølgelig på vores hold og kunne høres blandt de 20.000 på en dag med varme og solskin.   Holdet fightende forbilledelig og kom foran 1-0 på et mål af Erik Soler, hvis nok det eneste han scorede for klubben. Føring holdt til lang ind i tillægstiden hvor Brøndby udlignende.

Kunne vi nu modstå Brøndby´s pres i forlængelse. Vi tvivlede. Selvfølge skulle der øl til de ekstra 2 x 15 minutter, så jeg måtte nedenunder. Her var der masse af Brøndby tilhængere. Det gik nu meget fint og der var en god tone. Den forlængede spilletid var gået igang og pludselig hørte vi en brøl uden lige. Der var scoret. Brøndby tilhængerne jublede og løb op, de var sikker på det var deres hold som havde scoret. De kom hurtig ned igen og en sagde med lav stemme “det var AGF”.. Også eksploderede jeg i jubel, helt alene bland en masse Brøndby tilhængere.

2-1 hold tiden ud og pokalen forblev vores. Jublen var enorm da spillederne kom ud og lod sig fejede. Målmand Troels Rasmussen havde stået en af hans bedst kampe, og da det sidste fløjt lød, løb spillerne først ned til ham for derefter ud til os..

 

1990: AGF-Lyngby 0-0 og 1-6

Endnu en pokalfinale og der var naturligvis afgang mod Idrætsparken igen. 1990 sæsonen stod på ultra defensivt fodbold for AGF med Ole Brandenborg som træner. Vi var spændt på om stilen kunne række til endnu en pokal. Den ordinære kamp sluttede 0-0 og den stod på forlængelse. Her var Lyngby tæt på at afgøre det, men det sluttede 0-0 og en ny kamp skulle spilles. Det var en flad fornemmelse uden afgørelse.

Til det første møde var der 10.000 og til den anden kamp var der 2000. Den anden måtte jeg se på tv, da den blev spillet på en hverdags aften. Tv sendte den forskudt og en kammerat mødtes over nogle øl og vil ikke høre resultatet inden. Kampen startede i den defensive Ole Brandeborg stil. Lyngby tilhængere skrålede “Troels er fri” Ved en tilbagelægning opsnappende Lyngby bolden og score. Så gik det stærk og vi bag ud 0-4. Min kammerat kunne ikke klare det og tog hjem. Jeg ringede 0052 – Ritzaus sportsavis og her sagde de 6-1 til Lyngby. Tv blev slukket. Slut med den finale.

1992: AGF-B1903 3-0

Den ultimative finale. Første gang skulle pokalfinalen spilles i Aarhus da Idrætsparken i København var under ombygning.

En pokalfinale på hjemmebane. Det kunne ikke blive større. Et par dage inden var vi en række fans som mødes med daværende direktør Bent Wachmann. Han kunne berette at AGF havde vundet lodtrækningen og var også formelt hjemmehold der betød at AGF skulle spille i hvide trøjer.

Dagen var med varme sol og blå himmel. På vej ned af stadion alle var næsten alle klædet i hvidt og der var lagt op til fest. Vi så busser med de to hold komme forbi. B1903`s spiller kikkede til højre og venstre og så benovet ud over alle de mennesker. AGF spillerne sad med et stift blik fremad. Tænke da at med den koncentration til forskel vinder AGF den kamp.

B1903 var i turneringen det bedste hold, men da kampen igang blev GF holdet båret frem og viste stor vilje. Selv om jeg var nervøs som altid til AGF kampe var det en stor fest hele vejen igennem. Da Palle Sørensen på en contra fik frit løb mod Palle Petersens mål og score til 3-0 var alle sikker på sejren. Da dommeren fløjtede af blev banen stormet fra alle vinker af begejstrede Aarhusianer.

Vi gik alle ind på banen og mærkede græsset, glæden, solen. Det var som man bare havde lyst til at blive der. Efterfølgende var vi nogle stykker som snød os indtil en lukket receptionen, hvor vi hørte taler fik noget at spise og drikke. Vist nok mest af det sidste.

Festen forsatte nede i byen. På Sams Bar festede vi mange fans sammen med spillerne. Musikken var suspenderet og der blev skrålet GF sange helt igennem. Spillerne måtte op på podiet igen og igen. Stig Tøfting smed skjorte og slips ud blandt folket. Da jeg ikke kunne mere og sad udenfor kom samme Tøfting og kæresten forbi. Hun havde sit hyr med at få ham ind i en taxa. Det var en dag og en nat Aarhus gik amok og festede som aldrig før.

1996: AGF-Brøndby 2-0

I optakten til finalen havde vi været så gruelig meget igennem. Den famøse semifinale mod Herfølge og søndag forinden 3-3 kampen mod Brøndby med Mogens Kroghs udligning. Hvordan skulle det da ikke gå.. Da vi ankom til parken hørte vi de første Brøndby tilhængere syge “hvad skal vi med Thorninger, vi har Mogens”.

Masse af AGFer var i Parken og der blev sunget og råbt igennem. Vi følte helt klart at vi styrede Parken. Da gjorde AGF også. To scoringer i første halvleg og i den ende hvor vi stod.. Det var næsten for godt til at være sandt, men den var go nok.

Når man stod hvor vi gjorde, virkede det som Brøndby havde kæmpe chancer til at komme tilbage i kampen. Når man så bagefter så det på tv var de fleste af deres chancer ikke noget særligt. Kampen gik og vi kikke på uret på tavlen igen og igen. Endelig sket det. Kampen var forbi, pokalen var igen vores – også var det arvefjenden Brøndby vi havde slået.

” Lars Windfeldt hævede trofæet. “We are the champignon” brølede det på er tidspunkt ud af højtalerne. Spillerne gik igang med æresrunden og da AGF-erne kom ned til Brøndby tilhængere kvitterede de med en bifald ned mod AGFerne. Det var høj klasse af Brøndby supportere. Nede i vores ende vil jublen ingen endda tage. Det var en stor dag.

Da vi gik ud af Parken mødte man en masse mennesker og det var som det meste af fodbold Aarhus befandt sig i parken den dag.

Dagen efter skulle alle aviser købes og kampen ses igen. Da det hverdag igen berettede alle om hverisær deres oplevelse i parken..

2016: AGF-FCK

20 år er gået og endelige er vi i Pokalfinalen igen. Aldrig har jeg oplevet sådan en begejstring for at komme til København og støtte AGF som nu. Da billetterne blev sat til salg ventede jeg to timer inden det lykkes at få dem. Alle steder i byen bliver der talt om billetter, busser og pokalfinale.

18.000 AGFer til en pokalfinale er imponerede. Det kan godt være AGF har haft mager år, men ingen andre klub i Jylland har eller vil nogenside tage som mange tilhængere med til en finale i København.

FCK er storfavoritter til at vinde pokalfinalen. Men det er en pokalfinale og pokalkampe har deres eget liv, så alt er muligt.

Besøg også siden LUNGELIV & FITNESS – Træning og livskvalitet på trods