Når ideologi er noget bras
Jeg husker på et fagligt kursus en medkursist fortælle, at det var vigtig at man kende sin politiske ideologi, og inden for ideologiens rammer skulle man handle og lave aftaler.
Det tænkte jeg over et stykke tid, og det gik op fra det netop ikke er måde jeg skulle handle og lave aftaler på, da det vil indsnævre ens handle muligheder og forringe de aftaler som skulle indgåes. Desuden var det grundlæggende imod min måde at behandle mennesker på. Mit virke på min arbejdsplads som medarbejderrepræsentant var at repræsentere mine kollegaer og ikke en politisk ideologi.
Jeg oplevede ofte i fagbevægelsen at dele af venstrefløjen gik mere op i ideologi end at skabe resultater som var helhedsorienteret. De meninger som lå udover idelogien blev ofte betragtet som borgerlige, usolidarisk og man var et dårlig menneske hvis man ikke blev inden for den snævre ramme.
Under debatten om indvandring og integration i 90erne og 00erne, hvor der var store problemer i dele af landet med indvandring og mangel på integration, måtte man ikke tage fat i problemerne og fortælle hvad det faktiske problem var. Gjorde man det blev man straks stemplet som racist. Netop venstrefløjens ønske om ikke at løse problemerne og tage fat i indvandring og integration gav Dansk Folkeparti stor tilslutning.
Hvis vi ser på den politisk debat i dag, oplever jeg Enhedslistens tilgang er det den samme som jeg oplevede i fagbevægelsen og debatten omkring integration. Har skal man blive i de snævre rammer og ideologier og må absolut ikke overskride for så er man blå, borgerlig, racist, fører hetz mod fattige.
Den yderste venstrefløj bygger på et kassesystem, hvor meninger skal tilpasses. Det enkelte menneske skal tilpasse sig en kasse og holde deres meninger inden for denne. Alt hvad som er uden for kassen skal modarbejdes, og holdninger udenfor er inhumane, racistiske osv som nævnt oven for.
Den yderste venstrefløjens kassesystem har ikke en tværgående tilgang. Menneskesynet bliver gjort til ting som skal holdes i en kasse. Det svare til at have en kasser med pædagogik, en kasse med psykologi, en kasse for socialrådgivningen og kasserne skal blive separeret. På den måde ser Enhedslisten ikke på det hele menneske, men gør mennesket til en stum ting uden udfoldelse.
Selve menneskesynet trække klare linjer til hele enhedslistens samfundsstruktur, hvor mange mennesker skal forblive passive i kasserne, som er samlet i en fælles enhed som hedder den sociale massegrav. Der er ingen dynamik i kasserne, og der kommer ingen løsninger. Mennesker og samfundsstrukturen er forvandlet til ting. I forhold til den økonomiske tilgang er der en stor tom kasse hos enhedslisten, da løsningerne handler om at mennesker skal forblive i passivitet og som klienter. Går man uden for disse rammer, og kommer med andre løsninger trækkes endnu kasseløsning op som hedder ulighed, fattigdom og usolidaritet som klinger hult fra kassen.
Der findes ingen udvikling hos Enhedslisten, alt er ganske stereotyp som da min med kursist fortalte hvordan man skal lave aftaler på. Hele tankegangen eller mangel på samme ligger mig meget fjernt. Da jeg blev uddannet som voksenvejleder gik det endnu mere op for mig, hvor meget snævre systemer og kasser var mig imod.
I en periode efter min uddannelse arbejdede jeg med mennesker som følte eller var udstødt af den ene eller anden grund. Der oplevede jeg hvordan brugerne hadede det kommunale system, og måde som de blev betragtet som ting. Socialrådgiverne tog dem op af en kasse og gjorde deres, mest for at opretholde et systemer for sig selv, det samme gjorde socialpædagogerne osv. Her fortalte brugerne at der ingen sammenhæng var.
Det er netop denne systemtænkning som jeg oplever hos Enhedslisten og deres debattør. Går man udover disse grænser, som de udstødte lærte mig er problemet, er man imod de udsatte og man vil dem det dårligt.
Tidligere Statsminister Poul Schlütter sagde at ”ideologi er noget bras”. Det er jeg enig i et langt stykke af vejen, specielt når ideologien er et system, hvor mennesker forvandles til passive ting og klienter både i debat og praksis.