AGF pokalfinaler – nostalgi fra tribunen

jeg skrev om pokalsemifinalerne at de bringer oplevelser frem når man har fulgt AGF i mange år, og altid med på turen i 80’erne og 90’erne Det samme gør pokalfinalerne i særdeleshed også. Her er lidt anekdoter fra finalerne med AGF fra 1987 til 1996.

1987: AGF-AaB 3-0

Endelig var vi i en pokalfinale og hvis bare vi nu kunne vinde den vil det være os som oplevede det og ikke noget vi havde hørt om. Som optakt til finalen mod AaB bragt Aarhus Stiftstidende et interview med målscorer i 1965 finale hvor AGF slog KB 1-0. Hvis vi ikke var klar over det var noget stort så blev vi mindet på det i dette interview.

Turen til Københavns Idrætspark gik over Aarhus-Kalundborg som dengang havde kæmpefærger som hed Peder Pors og Niels Klim. På færgen købt vi trøjer som havde teksten AGF – århusiansk fodbold i verdensklasse. Trøjerne var en reaktion på Brøndby´s Brøndby- Dansk  fodbold i Europaklasse.

Dagen var regnfuld og kun 6-7000 havde fundet vejen til parken. På trods af vejret og de tomme pladser var vi fyldt af gode følelser under kampen og glæde os over den suveræne sejr på 3-0 og pokalen endelig kom “hjem”.

Efterfølge blev sejren fejret i Tivoli.

1987

1988: AGF-Brøndby 2-1

I finalen igen. Dagens forinden mødte vi som dengang var nogle af de “hardcore”fans”. Vi skulle drikke igennem, også til parken. Det blev vist til lidt søvn.

Afsted til parken det gik og der blev festet i den grad på vej derover. Da bussen nåede Idrætsparken og døren gik op, væltede det bogstavelig talt ud med flasker 🙂

Brøndby var favoritter i finalen. De var blevet mester og kommet godt fra start på foråret. Det var dengang Brian Laudrup spillede for Brøndby og Per Frimann for AGF.

Vi troede selvfølgelig på vores hold og kunne høres blandt de 20.000 på en dag med varme og solskin.   Holdet fightende forbilledelig og kom foran 1-0 på et mål af Erik Soler, hvis nok det eneste han scorede for klubben. Føring holdt til lang ind i tillægstiden hvor Brøndby udlignende.

Kunne vi nu modstå Brøndby´s pres i forlængelse. Vi tvivlede. Selvfølge skulle der øl til de ekstra 2 x 15 minutter, så jeg måtte nedenunder. Her var der masse af Brøndby tilhængere. Det gik nu meget fint og der var en god tone. Den forlængede spilletid var gået igang og pludselig hørte vi en brøl uden lige. Der var scoret. Brøndby tilhængerne jublede og løb op, de var sikker på det var deres hold som havde scoret. De kom hurtig ned igen og en sagde med lav stemme “det var AGF”.. Også eksploderede jeg i jubel, helt alene bland en masse Brøndby tilhængere.

2-1 hold tiden ud og pokalen forblev vores. Jublen var enorm da spillederne kom ud og lod sig fejede. Målmand Troels Rasmussen havde stået en af hans bedst kampe, og da det sidste fløjt lød, løb spillerne først ned til ham for derefter ud til os..

 

1990: AGF-Lyngby 0-0 og 1-6

Endnu en pokalfinale og der var naturligvis afgang mod Idrætsparken igen. 1990 sæsonen stod på ultra defensivt fodbold for AGF med Ole Brandenborg som træner. Vi var spændt på om stilen kunne række til endnu en pokal. Den ordinære kamp sluttede 0-0 og den stod på forlængelse. Her var Lyngby tæt på at afgøre det, men det sluttede 0-0 og en ny kamp skulle spilles. Det var en flad fornemmelse uden afgørelse.

Til det første møde var der 10.000 og til den anden kamp var der 2000. Den anden måtte jeg se på tv, da den blev spillet på en hverdags aften. Tv sendte den forskudt og en kammerat mødtes over nogle øl og vil ikke høre resultatet inden. Kampen startede i den defensive Ole Brandeborg stil. Lyngby tilhængere skrålede “Troels er fri” Ved en tilbagelægning opsnappende Lyngby bolden og score. Så gik det stærk og vi bag ud 0-4. Min kammerat kunne ikke klare det og tog hjem. Jeg ringede 0052 – Ritzaus sportsavis og her sagde de 6-1 til Lyngby. Tv blev slukket. Slut med den finale.

1992: AGF-B1903 3-0

Den ultimative finale. Første gang skulle pokalfinalen spilles i Aarhus da Idrætsparken i København var under ombygning.

En pokalfinale på hjemmebane. Det kunne ikke blive større. Et par dage inden var vi en række fans som mødes med daværende direktør Bent Wachmann. Han kunne berette at AGF havde vundet lodtrækningen og var også formelt hjemmehold der betød at AGF skulle spille i hvide trøjer.

Dagen var med varme sol og blå himmel. På vej ned af stadion alle var næsten alle klædet i hvidt og der var lagt op til fest. Vi så busser med de to hold komme forbi. B1903`s spiller kikkede til højre og venstre og så benovet ud over alle de mennesker. AGF spillerne sad med et stift blik fremad. Tænke da at med den koncentration til forskel vinder AGF den kamp.

B1903 var i turneringen det bedste hold, men da kampen igang blev GF holdet båret frem og viste stor vilje. Selv om jeg var nervøs som altid til AGF kampe var det en stor fest hele vejen igennem. Da Palle Sørensen på en contra fik frit løb mod Palle Petersens mål og score til 3-0 var alle sikker på sejren. Da dommeren fløjtede af blev banen stormet fra alle vinker af begejstrede Aarhusianer.

Vi gik alle ind på banen og mærkede græsset, glæden, solen. Det var som man bare havde lyst til at blive der. Efterfølgende var vi nogle stykker som snød os indtil en lukket receptionen, hvor vi hørte taler fik noget at spise og drikke. Vist nok mest af det sidste.

Festen forsatte nede i byen. På Sams Bar festede vi mange fans sammen med spillerne. Musikken var suspenderet og der blev skrålet GF sange helt igennem. Spillerne måtte op på podiet igen og igen. Stig Tøfting smed skjorte og slips ud blandt folket. Da jeg ikke kunne mere og sad udenfor kom samme Tøfting og kæresten forbi. Hun havde sit hyr med at få ham ind i en taxa. Det var en dag og en nat Aarhus gik amok og festede som aldrig før.

1996: AGF-Brøndby 2-0

I optakten til finalen havde vi været så gruelig meget igennem. Den famøse semifinale mod Herfølge og søndag forinden 3-3 kampen mod Brøndby med Mogens Kroghs udligning. Hvordan skulle det da ikke gå.. Da vi ankom til parken hørte vi de første Brøndby tilhængere syge “hvad skal vi med Thorninger, vi har Mogens”.

Masse af AGFer var i Parken og der blev sunget og råbt igennem. Vi følte helt klart at vi styrede Parken. Da gjorde AGF også. To scoringer i første halvleg og i den ende hvor vi stod.. Det var næsten for godt til at være sandt, men den var go nok.

Når man stod hvor vi gjorde, virkede det som Brøndby havde kæmpe chancer til at komme tilbage i kampen. Når man så bagefter så det på tv var de fleste af deres chancer ikke noget særligt. Kampen gik og vi kikke på uret på tavlen igen og igen. Endelig sket det. Kampen var forbi, pokalen var igen vores – også var det arvefjenden Brøndby vi havde slået.

” Lars Windfeldt hævede trofæet. “We are the champignon” brølede det på er tidspunkt ud af højtalerne. Spillerne gik igang med æresrunden og da AGF-erne kom ned til Brøndby tilhængere kvitterede de med en bifald ned mod AGFerne. Det var høj klasse af Brøndby supportere. Nede i vores ende vil jublen ingen endda tage. Det var en stor dag.

Da vi gik ud af Parken mødte man en masse mennesker og det var som det meste af fodbold Aarhus befandt sig i parken den dag.

Dagen efter skulle alle aviser købes og kampen ses igen. Da det hverdag igen berettede alle om hverisær deres oplevelse i parken..

2016: AGF-FCK

20 år er gået og endelige er vi i Pokalfinalen igen. Aldrig har jeg oplevet sådan en begejstring for at komme til København og støtte AGF som nu. Da billetterne blev sat til salg ventede jeg to timer inden det lykkes at få dem. Alle steder i byen bliver der talt om billetter, busser og pokalfinale.

18.000 AGFer til en pokalfinale er imponerede. Det kan godt være AGF har haft mager år, men ingen andre klub i Jylland har eller vil nogenside tage som mange tilhængere med til en finale i København.

FCK er storfavoritter til at vinde pokalfinalen. Men det er en pokalfinale og pokalkampe har deres eget liv, så alt er muligt.

Besøg også siden LUNGELIV & FITNESS – Træning og livskvalitet på trods

Fitness ved lungesygdom giver livskvalitet

Har oprettet  siden LUNGELIV & FITNESS – træning og livskvalitet på trods hvor jeg har fokus på det at have en kronisk lungesygdom og forbedring af livskvalitet gennem træningen. Siden er også på facebook: facebook.com/lungeliv 

Jeg har tidligere skrevet om min lungesygdom og hvordan træning har været med til at forbedre lungekapacitet og livskvalitet markant. I slutningen af juni havde jeg besøg af en fotograf og en journalist som fulgte mig ved min træning i Fitnessdk-frisko, og det er der nu kommet en artikel ud af i Lungeforenings medlemsblad “Lungenyt”

 

 

Aarhus Ø – Forelsket i isbjerget

Har oprettet  siden LUNGELIV & FITNESS – træning og livskvalitet på trods hvor jeg har fokus på det at have en kronisk lungesygdom og forbedring af livskvalitet gennem træningen. Siden er også på facebook: facebook.com/lungeliv 

Det er virkelige en imponerede bydel som er ved at blive skabt på de bynære havnearealer Aarhus Ø. Der er ikke meget tilbage af den havn’ hvor jeg som barn kørte med min far for at se på skibe og læse hvad de hed og hvor de kom fra. Der var noget fascinerede over denne havn.

Jeg kan sagtens sætte mig ind i at mange mennesker som har haft deres arbejde, og daglige gang på havnen har svært ved at se den blive forvandlet til et boligkvarter. Fiskerihavnen er stor set forsvundet og hvor kutterne tidligere lå er der nu lystbåde. Pakhusende er også væk. Containertrafikken har overtaget og for fiskeriet har teknologien på de store travler overtaget erhvervet.

Når udviklingen nu er gået som den er, synes jeg at det som sker i Aarhus Ø er imponerede. Det er positivet at bevæge sig blandt så meget nyt, hvor hver bygningen har deres detaljer. Hvad som også er værd at bemærke når man går i området, er at på den ene side er der udsigt mod havet, og på den anden siden mod “den gamle bydel”. Her kan man se hvilken detaljer og skønhed de gamle bygninger langs Kystvejen byder på. Netop det at adskille det nye og gamle byggeri er rigtig og bevare æstetikken i både det gamle og nye. Desværre er det ikke gjort på samme måde flere andre steder i byen, hvor nybyggeri ligger klods op af det ældre, hvilket hverken er kønt eller gennemtænkt.

Et af bygningsværkerne på Aarhus Ø synes jeg overstråler den alle. Det er isbjerget som, som jeg er blevet forelsket i det. Det er godt tænk og udført. Mange flere billeder end nedestående fra Aarhus Ø her

 

 

 

Aarhus Universitetshospital – Nørrebrogade, bygning 1: Smuk og historiske

Har oprettet  siden LUNGELIV & FITNESS – træning og livskvalitet på trods hvor jeg har fokus på det at have en kronisk lungesygdom og forbedring af livskvalitet gennem træningen. Siden er også på facebook: facebook.com/lungeliv 

Forleden kom jeg forbi Bygning 1 på Aarhus Universitetshospital – Nørrebrogade (Tidligere Aarhus Kommunehospitalet).Jeg kender bygningen indefra da lungemedicinske afdeling B5 boede i bygningen. Jeg har altid godt kunne lide denne bygning som er den første da hospitalet blev taget i brug i 1893. Udover et fantastisk personale På B5 som nu er i anden bygningen har stor betydningen fra stedet, er der også det historiske. Porten hvor hestevognens ambulancerne kørte igennem og trappen er bevaret som det oprindelige.

Stenoselskabet har en god beskrivelse af bygningens og hospitalets historie:

Bygning 1 er smuk, og som byggerier i den tid fremstår det med stor autoritet og kunstneriske æstetik.  Når man kommer forbi og bladene på facaden er grønne gør det kun bygningen endnu mere smuk.

IMG_0228 IMG_0231 IMG_0232 IMG_0235 IMG_0236

F-16 på rådhuspladsen landet med skøn nostalgi

I forbindelsen blev udstillingen “Flyvning for alle”  11-12 april i Ridehuset, Aarhus havde Flyvevåbnet placeret en F-16 på Rådhuspladsen. Det var lidt af et tilløbsstykke for mange at se og rører ved en F-16.

En medarbejder fra Flyvevåbnet kunne berettet at den parkeret F-16 var fra 1980 og ikke længere var i drift. Endvidere fortalte medarbejderne, da man i sin tid skulle have F-16 i Danmark og flere andre europæiske Nato-lande blev flyene leveret med en motor, modsat USA som altid fortrækker to motors. På den måde fik europæerene også råd til F-16.

Nostalgien dukkede også op ved synet af en F-16 på nært hold. Jeg var på Flyvestation Ålborg da den første eskadrille F-16 kom dertil. Jeg var i bevogtningen og havde vagt, da der var reception for spidserne i området så kunne bese en af de nye maskiner. Det var også noget særligt at opleve alle de flystarter, som man så når man bevægede sig i området. Specielt om natten gav det et flot syn.

Tankerne faldt også tilbage på en nat, hvor en F-16 skulle have særlig opmærksomhed og  en patrulje skulle være der hele tiden. Det blev til mange timer ved denne F-16, og der blev gået mange runder omkring den. På den måde fik man et ganske særligt forhold til F-16. Nostalgi er en god ting, når der vækkes gode minder fra en god tid.

 

 

1864 – Den kunstneriske frihed

Hver eneste gang der er sendes et DR drama blander DF og Pia Kjærsgaard sig, og får fri adgang til tv-studierne . Hvis der virkelig er nogle som politiserer  Tv-drama og dermed kunsten i dette land er det netop DF.

Den evige fordømmelse af kunsterne som står bag er et forsøg på at knække dem og begrænse deres frihed – Deres kunstneriske ytringsfrihed. At de taler meget om ytringsfrihed i dette parti er det rene blår. DF viser med deres evig indblanding at de kun ønsker ytringsfrihed for en særlig gruppe hvor synspunkterne passer til DF fortolkning af verden og historien.

Jeg undre mig også over Pia Kjærgaards udfald mod serien 1864. Senest skriver hun “stakkels ko” over scene hvor Baronens søn og hans kammerater forgriber sig på en ko. Tror Pia Kjærsgaard at skuespillerne har bollet koen i virkligheden?

Tidligere har Pia Kjærsgaard langet ud efter Ole Bornedal for at indskrive Sigøjnere i serien. Hun mente der ikke var Sigøjner i 1800 tallet. Hvis hun har ret, tager både H.C. Andersen og Oehlenschläger grueligt fejl i deres tekster. (Citat: Ib Michael)

I dag har DF været ude med et forslag om at underkastet fremtidige DR drama en særlige historisk censur. Her bekræfter DF blot min tese at partiet ønsker at begrænse den kunstneriske frihed.

Serien 1864 er en drama serie og ikke en dokumentar serie. Serien skildre begivenheder som hændte i 1864. Hvis man virkelig vil have dokumentar om 1864 skal man læse Tom Buk-Swientys bøger “Slagtebæk Dybbøl” og “Dommedag Als”. Det er mesterligt dokumentation.

Jeg mener i øvrigt at “1864” er en flot serie med fremragede skuespil og et stort kunstværk af Ole Bornedal.

Fra iltapparat til fitnesscenter – En personlig patient og træningshistorie

Har oprettet  siden LUNGELIV & FITNESS – træning og livskvalitet på trods hvor jeg har fokus på det at have en kronisk lungesygdom og forbedring af livskvalitet gennem træningen. Siden er også på facebook: facebook.com/lungeliv 

Jeg har skrevet min patient og træningshistorie. Den er på Lungeforeningens hjemmeside i en forkortet udgave. Her er den i sin fulde længde:

Fra iltapperat til Fitnesscenter                                                                                 – En personlig træningshistorie af Lars Jakobsen.

2002 fik jeg konstateret en betydelig nedsat lungekapacitet. Kronisk lungesarkoidose lød diagnosen. Den del af lungerne som var beskadiget med arvæv, kunne ikke reddes, men man ville forsøge at bevare den ikke-beskadigede del af lungen. Lungekapaciteten lå under 50 procent.

Beskeden kom lidt over et år efter, at jeg havde uddannet mig til voksenvejleder, og året forinden havde haft en slem depression, som jeg var ved at være på vej ud af. Rygning i sig selv har ikke udviklet sygdommen, men havde absolut ikke gjort det bedre. En læge fortalte, at hvis jeg fortsatte med at ryge, ville min lungekapacitet være nul om 10 år. Efter samtalen med lægen besluttede jeg, at den sidste cigaret var røget, og det holder stadig i dag.

psykisk hårdt at være syg
De følgende år udviklede sygdommen sig drastisk, og det betød mange og lange indlæggelser. Jeg kunne ikke gå på toilet uden at miste pusten, og måtte have ilt døgnet rundt. Det kom på tale, at en lungetransplantation måske kunne blive en mulighed.
Rent psykisk var jeg bange for, hvad der skulle ske. Under et indgreb i mine lunger, som foregik i fuld narkose, vågnede jeg op under operationen. Det forværrede min psykiske tilstand yderligere. Oplevelsen med opvågningen fulgte mig meget de næste mange år.

Det nye liv, som jeg ellers var klar til at tage hul på efter omskoling og depression, lå i ruiner, og jeg tvivlede på overlevelse.Da jeg blev udskrevet efter den længste indlæggelse, som varede over tre måneder, var det med iltapparat, rollator og en vægt som var steget med omkring 30 kg bl.a. pga. bivirkninger fra medicinen. Desuden var jeg afhængig af hjælp til næsten alt.

Dyrkede altid motion førhen
Inden jeg blev syg, havde jeg dyrket forskellige former for motion. Styrketræning af forskellig art og firmafodbold. I en årrække løb jeg en del og lavede mine kostvaner om. I de år jeg var ansat i FDB (i dag
COOP), cyklede jeg på arbejde, og arbejdet på COOP’s ferskvarecenter indebar mange tunge løft.

Da jeg begyndte at løbe i sin tid, var det for at tabe mig, og var et tidspunkt, hvor formen ikke var særlig god. Jeg satte små mål i starten af løbeturene. I starten var det den næste lygtepæl, jeg skulle løbe til, hvor jeg måtte stoppe for at få pusten. Det blev med tiden ændret hver 3-4-5 lygtepæle, for siden at kunne løbe en rute uden stop og gennemføre Marselisborgløbet.

Medicinen gav øget vægt
Al denne aktivitet blev nu nulstillet. Der var sygdommen i sig selv at kæmpe med, men at vægten også var steget så meget pga. medicin, var uudholdeligt. Binyrebarkhormonet som jeg fik i store mængder var hovedårsagen til vægtstigningen. Jeg mistede fuldstændig kontrollen over, hvor meget jeg spiste, og hvad jeg spiste. Bivirkningerne af binyrebarkhormonet gav kroppen en skrigende sultfornemmelse både nat og dag, og kroppen føltes som en stor ukontrollabel fedtklump.

Begyndte at dyrke bevæge mig.
Den første motion jeg begyndte med, var med iltapparat over skulderen. Der var på svalegangen, hvor jeg boede, hvor jeg gik 10 meter fra betonpille til betonpille for derefter at stoppe for at få luft. Sådan fortsatte jeg, indtil jeg kunne gå svalegangen igennem uden stop.Sådan fortsatte det med forskellige mål, fx at kunne gå en tur rundt om boligblokken. Et af mine delmål var at gå en tur i netto, som lå ca. 2-300 meter fra blokken. Sådan begyndte jeg i det små at gå lidt mere, men selvfølgelig alt efter dagsformen. Derudover var der angsten, som dukkede op, når jeg blev forpustet.

Binyrebarkhormon tærede på psyken
Trods mange besværligheder begyndte det at gå en smule bedre, og behovet for ilt blev mindre og mindre. Jeg var dog stadig meget træt af de bivirkninger, som binyrebarkhormonet gav, og på et tidspunkt ville jeg ganske enkelt ikke tage det mere. Det var ikke kun vægten som plagede pga den – det forværrede også min psykiske tilstand. Beskeden til lægerne var, at jeg kun ville have binyrebarkhormon, hvis jeg blev indlagt, og slet ikke kunne trække vejret. Noget andet medicin blev så taget i brug.Jeg fortsatte med at gøre det, jeg kunne – og lidt til. De største besværligheder var trapper, og når der var tåge og fugtig. Vejret spiller i øvrigt stadig en stor rolle på dagformen – støv er heller ikke sagen.

Vægten begyndte at falde pga. omlægning af medicin, kost og den motion som jeg nu fik. I 2005/6 begyndte jeg at træne lidt hos en fysioterapeut i Risskov. Det var begrænset, hvad som jeg kunne, men jeg husker, at flere af redskaberne vakte et glædeligt gensyn fra tidligere styrketræninger. Jeg måtte desværre stoppe efter noget tid, fordi trætheden, som også er en del af sygdommen, blev for voldsom.

Ny medicin hjalp
På et tidspunkt blev jeg præsenteret for en ny type medicin, efter igen at havde været gennem meget omfattende undersøgelser. Medicinen hed remicade, og den blev givet direkte i blodbanerne. Det gjorde en forskel, hvilket var meget opløftende. Remicaden hjalp også på de smerter, som sygdomme også var årsag til.

Jeg kunne bevæge mig mere frit, og det gav mere lyst til livet. Motionen var stadig gåturene, hvor jeg forsøgte mig mere og mere med, hvor langt jeg kunne gå. Nogle gange kom jeg til at gå for langt og måtte ringe efter en taxa, fordi jeg blev for træt. Der var dog stadig perioder, hvor det gik ned ad bakke, da jeg havde mange infektioner.

Det var nogle gange som et skridt frem og to tilbage. Psykisk begyndte jeg at blive bedre til at takle det hele. Mange psykologsamtaler og gode samtaler med andre gav bonus.

Fandt motionhold for lungepatienter
Længe havde jeg søgt efter et “motionhold for lungepatienter”. De var svære at finde. Heldigvis dukkede der et op på FOF, som jeg tilmeldte mig. Jeg kunne mærke, at noget måtte ske. Kroppen havde det ikke godt, og vægten var begyndt at stige lidt igen. I 2009/10 startede jeg op på træningsholdet, hvor en afspændingspædagog var instruktør. Hun forstod at gå ind i den enkeltes situation, hvilket gav mig stor tryghed.

Træningen fokuserede meget på åndedrættet, og hvordan det skulle bruges i forhold til de situationer, som man stod i. Selve træningen var meget varieret med brug af store og små bolde, øvelser for ryg, mave og stabilitet. Der var bevægelser, gang og småløb, som satte pulsen op. Der blev virkelig flyttet grænser i forhold til, hvad jeg kunne, og det gav velværen et stort løft. I dagligdagen begyndte de små ting at ændre sig, som fx at gå en etage op ad trapperne og tage elevatoren derfra.

Instruktøren gik også ind i de psykologiske aspekter i at have en lungesygdom. Der var fokus på, hvad vi kunne, og hvad der havde spillet ind i forskellige situationer. Opvågningen under indgrebet som påvirkede mig en del, fik jeg det meget bedre med, og kunne nu bedre håndtere, når pulsen blev høj, og vejrtrækningen for tæt.

Supplerede motionsholdet med træning hos fysioterapeut
Efter et halvt år på holdet skulle der bygges lidt mere på. Holdet var en gang om ugen, og det var lidt i underkanten. Jeg besluttede at starte træning hos en fysioterapeut sideløbende. Her fik jeg lavet et
program, hvor styrke af alle muskelgrupper indgik plus konditionstræning.

Øvelserne var med håndvægte, maskiner, bolde og stepbænk. Det gav resultat. Muskelgrupperne blev bygget op stille og roligt. Programmet blev ændret, når øvelserne blev for “lette”. Der kom desuden mere og mere vægt på. Pulstræningen for at forbedre lungernes ydeevne bestod af en stepbænk og grundtrin.
Jeg lærte her at trække ydeevnen længere, selv om jeg blev let forpustet.I begyndelsen var det 3 x 10 sekunder. Det blev så skruet op, og til sidst var det 3 x 45 sekunder. Efterfølgende begyndte jeg at tage  en vægt i hver hånd. Til sidste sluttede jeg af med 3 x 45 sekunder med en belastning på 10 kg.

Efter et år sluttede lungeholdet. Derefter øgede jeg træningsmængden hos fysioterapeuten. Mit mål blev
herefter, at når opbygningen hos fysioterapeuten var sket, ville jeg videre til et fitnesscenter.

Fedt blev til muskler
Jeg fortsatte hos fysioterapeuten i et halvt år. Romaskine og cross trainer blev taget i brug. Øvelserne, som var målrettet til hverdagen, gav virkelig resultat. En dag besluttede jeg, at i stedet for altid at blive hentet og bragt skulle høre op, og jeg begyndte at tage bussen i stedet. Det var næsten at opleve en ny verden. Jeg kunne nu bevæge mig mere frit – bare det at kunne tage af sted uden at være afhængig af bestemte tidspunkter. Det var en nydelse at tage bussen, og er det stadig.

Vægten som havde været et stort problem, fik jeg et andet fokus på. Efter jeg havde tabt mig, begyndte jeg at tage på. Det var der til gengæld en god forklaring på. Det var musklerne, som erstattede fedtet.

Næste stop: fitnesscenter
Vi var nu henne i januar 2012, og mit mål var nået. Efter samråd med fysioterapeuten Iben hos Fysioterapeuterne på Park Allé vil jeg nu starte i et fitnesscenter.

Jeg havde nogle oplevelser af træningscentre i 80-90’erne, som ikke var særlig gode. Dengang var der mangelfuld instruktion, og det handlede mest om at bare at have så meget vægt på som muligt. Derfor spurgte og kikkede jeg mig omkring. Mit valg faldt på Fitnessdk som også en fysioterapeut sagde god for.

Alle tidligere negative oplevelser med træningscentre blev gjort til skamme, da jeg begyndte i fitness.dk i februar 2012. Jeg oplevede det som et meget venligt og imødekommende sted. Efter en samtale med en instruktør fik jeg lavet et program, som passede til mine ønsker og behov.

Nu stod den på bænkpres, squat, dødløft, pulley, Arnold pres med biecep curls. Det var hårdt, men jeg forstod at tage det i et tempo og med en belastning, som passede til mit niveau. Stødt og roligt øgede jeg min styrke, og ikke mindst ryggen fik jeg det bedre med. Det gav samtidig selvværd et stor løft.

Jeg oplevede også hurtig den sociale dimension ved træningen i Fitnessdk Den gode stemning var bestemt med til at motivere. Noget som også var væsentlig ved være i fitnessdk var, at det var hele familien Danmark, som kom der, og man mærker hurtigt, at man er en del af den.

Efter et stykke tid fik jeg hjælp til at få rettet programmet til, hvor også maskinerne blev taget i brug. Samtidig fik jeg mere fokus på ryg og vejledning i at belaste mig bedre, så det passede til dagsformen. At mit program blev kombineret med andet, og at jeg kunne vælge mere mellem øvelserne, øgede kun motivationen.

Jeg begyndte at eksperimentere med forskellige ting og øvelser. Jeg spurgte mig frem både hos instruktører og øvrige i centeret. Jeg kunne mærke, at jeg blev mere motiveret og nysgerrig. Jeg begyndte at bruge cyklerne i hvert træningspas, hvor pulsen kom mere og mere op.

Kastede mig ud i spinning
En dag i 2012 spurgte jeg en instruktør i centeret, Jeanette, om spinning, og hun havde faktisk et hold samme dag. Jeg var nu med i en spinningtime. Det var lidt grænseoverskridende, men jeg var ikke i tvivl om, at jeg skulle bruge det fremover. Jeg kunne mærke, at når jeg begyndte at blive forpustet, så meldte angsten sig. Jeg begyndte at bruge nogle af de redskaber, som jeg havde lært, når der var optræk til panik. Det gik bl.a. ud på at ændre tankerne, sige til mig selv, at det er ikke farligt at blive forpustet, og at jeg kunne gå ud af lokalet, hvis jeg havde behov, og at kroppen reagerer på mange måder, når pulsen kommer op.

Spinningen var med til at give mig et markant løft. Det gav også positive resultater i målingerne af mine lunger på hospitalet. Niveauet i cyklingen blev bedre, og jeg begyndte at have flere timer. Det gav igen endnu mere frihed, og det at kunne svede helt igennem og øge forbrænding gav en vidunderlig fornemmelse, som jeg havde savnet i mange år. Den foreløbige kulmination med spinningen, var da jeg deltog i et alpe-event i oktober 2013.

Spinning er medicin for min lunger og blev indbygget i mit træningsflow. Det blev og er stadig uundværligt.
At man samtidig mødes og snakker med flere mennesker i forbindelse med spinning-timerne, som giver et sammenhold, gør det kun bedre.

Mere holdtræning kom på programmet
På et tidspunkt i 2013 kunne jeg mærke, at der skulle lidt mere til. Min egen styrketræning var helt fin, men jeg ville gerne lidt mere holdtræning. Jeg startede på et af instruktøren Jeanettes”stram op”  Det gav endnu et løft og var bestemt en udfordring. Vejrtrækningen måtte jeg tænke meget over i starten.
Lysten til at brænde helt derudad var der, men her kunne lungerne og pulsen ikke følge med. Heldigvis blev jeg bedre til at koordinere det, og nu efter et år med “stram op” kommer det helt automatisk. Jeg kanvirkelig også mærke, at kroppen bliver strammet op, og den har fået en helt anden holdning og jeg bliver fortsat stærkere og stærkere.
Mit eget styrkeprogram er nu også blevet ændret, så når jeg træner selv, er det med olympiske ringe, armstræk, squat på balancebold, sideplanke m.fl. Det passer fint mellem cykel- og ”stram op”-holdene. I 2014 har jeg også tilføjet step og pilates til træningen.

Træningen er blevet en livsstil
I dag er træningen en stor dag af min hverdag. Det er blevet en livsstil. Der er ingen tvivl om, at det er fast arbejde og en del af medicinen for mine lunger. At træningen er “fast arbejde” gør bestemt ikke noget, for jeg elsker at bruge min krop. Jeg kunne slet ikke forestille mig en hverdag uden spinning, ”stram op”, pilates og den øvrige træning.

Naturligvis mærker jeg stadig min sygdom, og jeg er træt efter træningen. Til gengæld er fokus ændret til, hvad jeg rent faktisk kan, frem for det modsatte. Noget meget væsentlig er også, hvordan trætheden er ændret. Der er meget stor forskel på at være sygdomstræt og træningstræt. Vigtigst er, at jeg har opnået
mine træningsmål, som har forbedret min hverdag. I dag er den hjælp, som jeg har behov for, begrænset, hvilket er en stor frihed.

Det kan godt være, at jeg stadig kun har 50 procent af min lungekapacitet, men den bliver brugt mere og mere optimalt, hvilket også er mine fremtidige mål. Jeg lever og tror på livet – og en del af det er træningen i Fitnessdk.

 

Lidt by og bushistorie fra Aarhus

Når man godt kan lidt historie og gå lidt tilbage i tiden falder man nogle gange over lidt sjove ting. På min gamle skoles facebookside var et link til gamle busser, og det er sagen når man elsker at grave i gamle ting – og nogle kan man selv kan huske endda.

Billederne er skæmprint fra danskebusser.dk

Jeg er opvokset i Brabrand og i frem til sidste i 70erne(vist nok) kørte Århus Sporveje ikke til Brabrand. En vognmand som hed Strandgaard havde ruterne og busserne var orange og havde rutenummer og en rute som er ændret en del gange siden:

brandbrand

gellerupbus

Linie 44 som ses til højre var den bus vi altid skulle med hjem. Til venstre er linje 43 som kørte til “Gellerup Centret”. Det som også er interessant ved billeder af busserne er mennesker og bygninger. Ved at klikke på billedet til højre er en kvinde med en barnevogn som har et stort “svaj” i bukserne, hvilket var absolut mode dengang. I øvrigt var satte sådan et svaj sig ofte fat i kæden på cyklen :).

Når man kørte med busserne til “byen” og skulle videre købte man en omstigning, og skulle med enten sporvejene som var de gule busser som i dag, eller man kunne tage de blå busser som var en vognmand i slet. I folkemunde lød de ofte at chaufføren i de blå busser ikke kunne lide chaufføren i de gule og orange busser og omvendt.

bus3

Linie 3 i Park Allé. Til højre kan man skimte Park Alléens bager som stadig ligger der, og de ældre kvinder på fortovet må siges at være “brutto-typen” på hvad man forstod ved en gamle dame i 70erne

blaabusser1 blaabusser2

Her er “de blaa Busser” og til højre er det linje 22 til Rundhøj Centret og Søndervangen. På billedet til venstre ses “Cafe Lolland” som lå på det sted i så lang tid som jeg kan huske, men den ligger der ikke længere. Jeg har været derinde engang i 80erne og husker den som en rigtig “snask”.

Berhardt jensen (1910-1978) skal vi være taknemmelig

Tidligere Aarhus borgmester fra 1958-1971 socialdemokraten Bernhardt Jensen har vi meget at takke for dag. Han gik bl.a. i mod at lave en firesporet vej gennem det centrale Aarhus, som vil have betyde store dele af den gamle bydel vil blive jævnet med jorden. I 2009 kårede JP Århus Bernhard Jensen som alle tiders århusianer, og en tværpolitiske komite indsamlede midler til en statue af ham som blev støtte af Aarhus byråd.

Bernhardt Jensen var kendt som den cyklede borgmester, hvilket statuen af ham også afslører. Jeg kom forbi statuen forleden dag:DSC00295

DSC00294DSC00297

At statuen er placeret ved Åen, som er genåbnet efter at have været en trafikert vej i mange år, må være helt i Berhard Jensens ånd. Statuen blev afsløret 13.april 2010 100 året for Bernhardt Jensens fødsel.