MIN AMALIEGADE

Efter at være kommet ind af hoveddøren til opgangen i min Amaliegade og mærket den første duft af velkomst, skal en svingdør med kulørt glas passeres. Op til lejeligheden på 1. sal er den snoede trappen, som har smalle trin, når man går inderst.

I lejligheden på første sal gives der altid en særlig og varm velkomst i glæde over mødet af andre mennesker. På hylden i entréen i lejligheden ligger Morfars hatte, som giver minder om en tid hvor mænd var klædt som mænd, og rigtige mænd gik med hat. På knagen ved siden af frakkerne hænger morfars stok, som et tegn på, at her bor mennesker der har udøvet noget.

Til højre i entréen i min Amaliegade er køkkenet. En dejlig duft af kaffe, hjemmebag og mad breder sig altid her fra. I køkkenet er der et forhæng under køkkenbordet, et køleskab og et enkelt lille bord. Køkkenet dufter af mormor og alt godt hvad hjertet begærer.

I stuen i min Amaliegade er mange mennesker kommet i tiden. Børn, børnebørn, oldebørn, brødre og søstre. Denne stue er mødestedet. Stuen indgyder liv og livsværk. På vægen er der malerier af fiskeren med piben, hjortene der græsser på engen. Der hænger billeder at de mange familiemedlemmer, store som små, og unge og ældre. Rundt i stuen er der figurer som er hvide og blå. På bordet er guldskrinet, der altid er fyldt med cigaretter.

Der er en lille niche i forlængelse af stuen i min Amaliegade. I den niche sidder min morfar altid. Her kan han følge med i hvad der sker nede på gade. Her sidder han og læser dagens nyheder i Folkebladet. Som min mormor, giver han altid en glædelig modtagelse og spørge til skole, arbejde og livet. Her er ingen forskel om du er høj eller lav – Her er et menneske er et menneske.

I det enkelte soveværelset står spisebordet, hvor de mange søndags og festmiddage er indtaget. Fra soveværelset kan man se ned i baggården til min Amaliegade.

Uden for min Amaliegade bruger mormor og morfar meget tid i haven. I kolonihaven springer blomsterne i fuldt flor og blommerne fra træerne er saftige som saftevand. Blomsterne og blommerne er symbolet på den glæde som jeg får i min Amaliegade.

Grethe og Viggo – min mormor og morfar er i himmelen hos Gud. For mig er min Amaliegade stadig stedet, hvor trygheden, barmhjertigheden, og glæden over liv, blev et fristed i min barndom. Det vil altid være min Amaliegade

2008

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *