Lidt by og bushistorie fra Aarhus

Når man godt kan lidt historie og gå lidt tilbage i tiden falder man nogle gange over lidt sjove ting. På min gamle skoles facebookside var et link til gamle busser, og det er sagen når man elsker at grave i gamle ting – og nogle kan man selv kan huske endda.

Billederne er skæmprint fra danskebusser.dk

Jeg er opvokset i Brabrand og i frem til sidste i 70erne(vist nok) kørte Århus Sporveje ikke til Brabrand. En vognmand som hed Strandgaard havde ruterne og busserne var orange og havde rutenummer og en rute som er ændret en del gange siden:

brandbrand

gellerupbus

Linie 44 som ses til højre var den bus vi altid skulle med hjem. Til venstre er linje 43 som kørte til “Gellerup Centret”. Det som også er interessant ved billeder af busserne er mennesker og bygninger. Ved at klikke på billedet til højre er en kvinde med en barnevogn som har et stort “svaj” i bukserne, hvilket var absolut mode dengang. I øvrigt var satte sådan et svaj sig ofte fat i kæden på cyklen :).

Når man kørte med busserne til “byen” og skulle videre købte man en omstigning, og skulle med enten sporvejene som var de gule busser som i dag, eller man kunne tage de blå busser som var en vognmand i slet. I folkemunde lød de ofte at chaufføren i de blå busser ikke kunne lide chaufføren i de gule og orange busser og omvendt.

bus3

Linie 3 i Park Allé. Til højre kan man skimte Park Alléens bager som stadig ligger der, og de ældre kvinder på fortovet må siges at være “brutto-typen” på hvad man forstod ved en gamle dame i 70erne

blaabusser1 blaabusser2

Her er “de blaa Busser” og til højre er det linje 22 til Rundhøj Centret og Søndervangen. På billedet til venstre ses “Cafe Lolland” som lå på det sted i så lang tid som jeg kan huske, men den ligger der ikke længere. Jeg har været derinde engang i 80erne og husker den som en rigtig “snask”.

Morgenholdet

Tidlig morgen og ingen trafik

morgenholdet ankommer

nogen i bil, flest på cykel

omklædning og sagte samtaler

 

I Pauserummet indfinder folkene sig

natholdet går hjem

kaffe trækkes i automaten

samtale om alvor og sjov, arbejde og AGF

Klokken står 6, nogen springer op som fjedre

andre rejser sig stille og går mod ordrebordet.

 

Den første time nydes stilheden i  hallen

og  den behagelig start trækkes et stort læs.

Klokken 7 er stilheden forbi, hovedstyrken møder

højtaler larmer, paller støjer og køretøjer brummer.

Morgenholdet elsker den morgen,

den bedste tid på døgnet

FORMODET SAMTYKKE–JA-TAK!

Debatten om organdonation er dukket op igen, da det viser sig indsatsen for at få flere til at tilmelde sig donereregistret ikke har båret frugt. Mange som venter på en nyre, lunge, hjerte dør imens de står på venteliste.

Jeg har selv haft donation inde på livet. Det var på tale jeg skulle have en lungetransplantation, men der sket en bedring så jeg slap. Hvad fremtiden bringer ved jeg ikke, så det kan godt komme på tale igen.

Jeg har mødt flere som har været dødende i mens de har ventet på en ny lunge, men er blevet reddet i sidste øjeblik. At se den forskel på før og efter en transplantation er en forskel på liv og død – intet mindre. Desværre er der mange som ikke oplever et nyt liv. Der er mange som siger de ikke har tilmeldt sig som organdonor fordi de ikke har taget sig sammen og det er dovenskab. Det tror jeg vil forsætte, hvis der ikke gøres noget drastisk.

Der er kun en ting at gøre og det er at indfører formodet samtykke. Det vil betyde at de mennesker som ikke vil doner deres organer skal framelde sig, og det må man accepter at nogen ønsker. På et tidspunkt forsøgte Karin Riis-Jørgensen som på det tidspunkt sad i Europaparlamentet fra Venstre at råbe politikerne op herhjemme, til at indfører formodet samtykke og startede en underskrift indsamling. Desværre lykkes Karins mission ikke, selvom selv om det var en af Karins egnet parti som var regeringsbærende på det tidspunkt. Det er også vigtigt at det ikke bliver et parti politisk spørgsmål, for det er emnet for alvorligt til.

Vil staten så ikke få ejendom over vores organer. Nej, det vil staten ikke, så længe en framelding er mulig. Det er i øvrigt paradoksalt at man får et læs reklamer ind af døren, hvis man ikke gør noget, men man skal gøre noget aktivt for at donere sine organer væk og hjælpe andre mennesker med at overleve.

En bøn til politikerne Få ændret organdonorlovgivningen til en formodet samtykke. Det handler om forskelle mellem liv og død

Rygerynk og respektløst omgang med frihedsbegrebet

Debatten om rygning og stramning af rygeloven har efterhånden udviklet sig til ynk fra en række ryger og liberale politiker. De taler om deres frihed bliver indskrænket og sågar lyder det fra flere, rygere bliver ligestillet med kriminelle. Det er en skam-vridning af frihedsbegrebet som sjælden er set.

Jeg er lungepatient gennem 10 år og tilbragt en stor del på lungemedicinsk afdeling, og mødt medmennesker pga røg – og andres røg som er ved at blive kvalt ihjel.

Ingen skal kalde det frihedsindskrænkende eller at blive sidestillet med kriminelle, at de ikke længere kan få lov til at blæse røg ud hvor det passer dem som kan indebære andre bliver ramt af sygdom. Alene tanken er egoisme, kynisme og en arrogance over alle grænser. De mennesker som er syge pga egen eller andres røg har mindre frihed end de indsatte i fængslerne.

I dagligdagen møder jeg og mange andre den arrogante del af ryger-befolkningen gange på gang. I busskure tænders en smøg, og 10 andre må gå ud i regnen. I boligblokke er det næsten dagligt at gå ind i en elevator, hvor en smøg netop er blevet brændt af.
Når man skal ind og ud på hospitalet hvor lungemedicinske afdeling hører hjemme, går man ind i en røgsky, og når man sætter sig i solen efter træning i fitness-centeret, så bliver man også mødt af osende cigaretter.osv,osv..

Det kan ikke være rigtig at andre mennesker skal udsættes for dette, og at private og offentlige institutioner skal bruge ressourcer til i kan opretholde denne ret.
Jeg har intet tilovers når den arrogante del af ryger-befolkningen undskylder med spørgsmålet “hvad så med de tykke, hvad med trafikos, og den meget typiske at man kender en som blev 90 og røg som en skorsten.

Det er ikke andet end udenomssnak for at afsporer, for fakta er at rygning er årsag til svær og total frihedsberøvende sygdom og død – for rygere selv, og den passive. Rygning er som at lege på motorvejen, og at der nogen som ønsker det er fint, men andre skal ikke trækkes med ufrivilligt

Jeg har selv været så syg i mine lunger, at jeg har haft iltapparat og skulle have hjælp det det mindste. Det en ydmygende frihedsbegrænsning skal jeg hilse og sige.

Heldigvis er der fornuftige rygere som tager hensyn. I mit hjem går de ud på altanen for at smøge den af, og det har jeg det fint med. Det er iøvrigt de samme som ryster på hovedet af  “rygeregoister”

Jeg vil forsvare den arrogante og egoistiske del af rygere i at de ryge i deres private hjem, og naturligvis håber jeg aldrig nogen af jer bliver ramt af sygdomme som KOL, kræft osv for det fortjener ingen

sorg kan ikke måles i mængder

Skrevet efter tragedien på den norske ø Utøya, hvor 69 mennesker blev dræbt på tragisk vis.

Efter tragedien i Norge hvor mange udtrykker deres medfølelse og sorg, holder mindehøjtideligheder og stilhed dukker spørgsmålet op flere steder: Der bliver dræbt mennesker i Afghanistan hver dag, børn dør af sult i Afrika osv. hvorfor skal vi så sørge, holde mindehøjtideligheder og stilhed når det andet er værre?

Set i et større og historisk perspektiv kunne man også spørge om hvorfor holde stilhed over den 11.september 2001, når antallet er omkommende var langt færre end under 2.verdenskrig.

Et tab handler ikke om størrelsen og antal. Den ene eller anden tragedie bliver ikke mindre af den grund og devalueret fordi der handles på den ene og ikke en anden.

Vi kan også blot se på os selv når vi mister pårørende, så er smerten uudholdelig selv om det drejer sig om ”et enkelt menneske” som måske er meget syg eller gammel. For andre som ikke kender os eller den vi har mistet, oplever ikke det samme måde os selv og har ikke samme smerte, men siger ikke til os at det kun er et enkelt menneske og hvorfor skal man sørge over det, når mange mennesker omkommer dagligt af ulykker i trafikken. Langt de fleste mennesker viser os medfølelse og tager hensyn til os når vi lider tab. Det er medmenneskelighed.

Når der sker tragedier og dødsfald bliver vi ramt af sorg, og jo mere tæt det kommer på os desto stærkere bliver smerten og derfor fylder tragedien i Norge meget hos danskerne. Det er vores naboland, vi kan forstå hinandens sprog og næsten alle dansker har været i Norge og kender en eller flere nordmænd personligt. Endeligt er tragedien ude af alle demissioner, og den værste som er sket i Norden siden 2.verdenkrig og kan ikke retfærdiggøres.

Jeg tror når nogen forsøger at sætte det i et perspektiv i forhold til antal er det en barriere fordi det er for smertelig og svært. Det skal helst ikke være og måske minder det nogen om noget. Jeg tror sjældent det et udtryk for kynisme.

I øvrigt skal man heller ikke glemme at der i kirker, organisationer og samfund over hele verden bliver ofre mindet fra enhver begivenhed uanset omfanget, og det er måske her mange danskere skal rettet blikket mod og gør del i frem for udelukkende bevæge sig i deres egen lille verden..

Berhardt jensen (1910-1978) skal vi være taknemmelig

Tidligere Aarhus borgmester fra 1958-1971 socialdemokraten Bernhardt Jensen har vi meget at takke for dag. Han gik bl.a. i mod at lave en firesporet vej gennem det centrale Aarhus, som vil have betyde store dele af den gamle bydel vil blive jævnet med jorden. I 2009 kårede JP Århus Bernhard Jensen som alle tiders århusianer, og en tværpolitiske komite indsamlede midler til en statue af ham som blev støtte af Aarhus byråd.

Bernhardt Jensen var kendt som den cyklede borgmester, hvilket statuen af ham også afslører. Jeg kom forbi statuen forleden dag:DSC00295

DSC00294DSC00297

At statuen er placeret ved Åen, som er genåbnet efter at have været en trafikert vej i mange år, må være helt i Berhard Jensens ånd. Statuen blev afsløret 13.april 2010 100 året for Bernhardt Jensens fødsel.