AGF pokalfinaler – nostalgi fra tribunen

jeg skrev om pokalsemifinalerne at de bringer oplevelser frem når man har fulgt AGF i mange år, og altid med på turen i 80’erne og 90’erne Det samme gør pokalfinalerne i særdeleshed også. Her er lidt anekdoter fra finalerne med AGF fra 1987 til 1996.

1987: AGF-AaB 3-0

Endelig var vi i en pokalfinale og hvis bare vi nu kunne vinde den vil det være os som oplevede det og ikke noget vi havde hørt om. Som optakt til finalen mod AaB bragt Aarhus Stiftstidende et interview med målscorer i 1965 finale hvor AGF slog KB 1-0. Hvis vi ikke var klar over det var noget stort så blev vi mindet på det i dette interview.

Turen til Københavns Idrætspark gik over Aarhus-Kalundborg som dengang havde kæmpefærger som hed Peder Pors og Niels Klim. På færgen købt vi trøjer som havde teksten AGF – århusiansk fodbold i verdensklasse. Trøjerne var en reaktion på Brøndby´s Brøndby- Dansk  fodbold i Europaklasse.

Dagen var regnfuld og kun 6-7000 havde fundet vejen til parken. På trods af vejret og de tomme pladser var vi fyldt af gode følelser under kampen og glæde os over den suveræne sejr på 3-0 og pokalen endelig kom “hjem”.

Efterfølge blev sejren fejret i Tivoli.

1987

1988: AGF-Brøndby 2-1

I finalen igen. Dagens forinden mødte vi som dengang var nogle af de “hardcore”fans”. Vi skulle drikke igennem, også til parken. Det blev vist til lidt søvn.

Afsted til parken det gik og der blev festet i den grad på vej derover. Da bussen nåede Idrætsparken og døren gik op, væltede det bogstavelig talt ud med flasker 🙂

Brøndby var favoritter i finalen. De var blevet mester og kommet godt fra start på foråret. Det var dengang Brian Laudrup spillede for Brøndby og Per Frimann for AGF.

Vi troede selvfølgelig på vores hold og kunne høres blandt de 20.000 på en dag med varme og solskin.   Holdet fightende forbilledelig og kom foran 1-0 på et mål af Erik Soler, hvis nok det eneste han scorede for klubben. Føring holdt til lang ind i tillægstiden hvor Brøndby udlignende.

Kunne vi nu modstå Brøndby´s pres i forlængelse. Vi tvivlede. Selvfølge skulle der øl til de ekstra 2 x 15 minutter, så jeg måtte nedenunder. Her var der masse af Brøndby tilhængere. Det gik nu meget fint og der var en god tone. Den forlængede spilletid var gået igang og pludselig hørte vi en brøl uden lige. Der var scoret. Brøndby tilhængerne jublede og løb op, de var sikker på det var deres hold som havde scoret. De kom hurtig ned igen og en sagde med lav stemme “det var AGF”.. Også eksploderede jeg i jubel, helt alene bland en masse Brøndby tilhængere.

2-1 hold tiden ud og pokalen forblev vores. Jublen var enorm da spillederne kom ud og lod sig fejede. Målmand Troels Rasmussen havde stået en af hans bedst kampe, og da det sidste fløjt lød, løb spillerne først ned til ham for derefter ud til os..

 

1990: AGF-Lyngby 0-0 og 1-6

Endnu en pokalfinale og der var naturligvis afgang mod Idrætsparken igen. 1990 sæsonen stod på ultra defensivt fodbold for AGF med Ole Brandenborg som træner. Vi var spændt på om stilen kunne række til endnu en pokal. Den ordinære kamp sluttede 0-0 og den stod på forlængelse. Her var Lyngby tæt på at afgøre det, men det sluttede 0-0 og en ny kamp skulle spilles. Det var en flad fornemmelse uden afgørelse.

Til det første møde var der 10.000 og til den anden kamp var der 2000. Den anden måtte jeg se på tv, da den blev spillet på en hverdags aften. Tv sendte den forskudt og en kammerat mødtes over nogle øl og vil ikke høre resultatet inden. Kampen startede i den defensive Ole Brandeborg stil. Lyngby tilhængere skrålede “Troels er fri” Ved en tilbagelægning opsnappende Lyngby bolden og score. Så gik det stærk og vi bag ud 0-4. Min kammerat kunne ikke klare det og tog hjem. Jeg ringede 0052 – Ritzaus sportsavis og her sagde de 6-1 til Lyngby. Tv blev slukket. Slut med den finale.

1992: AGF-B1903 3-0

Den ultimative finale. Første gang skulle pokalfinalen spilles i Aarhus da Idrætsparken i København var under ombygning.

En pokalfinale på hjemmebane. Det kunne ikke blive større. Et par dage inden var vi en række fans som mødes med daværende direktør Bent Wachmann. Han kunne berette at AGF havde vundet lodtrækningen og var også formelt hjemmehold der betød at AGF skulle spille i hvide trøjer.

Dagen var med varme sol og blå himmel. På vej ned af stadion alle var næsten alle klædet i hvidt og der var lagt op til fest. Vi så busser med de to hold komme forbi. B1903`s spiller kikkede til højre og venstre og så benovet ud over alle de mennesker. AGF spillerne sad med et stift blik fremad. Tænke da at med den koncentration til forskel vinder AGF den kamp.

B1903 var i turneringen det bedste hold, men da kampen igang blev GF holdet båret frem og viste stor vilje. Selv om jeg var nervøs som altid til AGF kampe var det en stor fest hele vejen igennem. Da Palle Sørensen på en contra fik frit løb mod Palle Petersens mål og score til 3-0 var alle sikker på sejren. Da dommeren fløjtede af blev banen stormet fra alle vinker af begejstrede Aarhusianer.

Vi gik alle ind på banen og mærkede græsset, glæden, solen. Det var som man bare havde lyst til at blive der. Efterfølgende var vi nogle stykker som snød os indtil en lukket receptionen, hvor vi hørte taler fik noget at spise og drikke. Vist nok mest af det sidste.

Festen forsatte nede i byen. På Sams Bar festede vi mange fans sammen med spillerne. Musikken var suspenderet og der blev skrålet GF sange helt igennem. Spillerne måtte op på podiet igen og igen. Stig Tøfting smed skjorte og slips ud blandt folket. Da jeg ikke kunne mere og sad udenfor kom samme Tøfting og kæresten forbi. Hun havde sit hyr med at få ham ind i en taxa. Det var en dag og en nat Aarhus gik amok og festede som aldrig før.

1996: AGF-Brøndby 2-0

I optakten til finalen havde vi været så gruelig meget igennem. Den famøse semifinale mod Herfølge og søndag forinden 3-3 kampen mod Brøndby med Mogens Kroghs udligning. Hvordan skulle det da ikke gå.. Da vi ankom til parken hørte vi de første Brøndby tilhængere syge “hvad skal vi med Thorninger, vi har Mogens”.

Masse af AGFer var i Parken og der blev sunget og råbt igennem. Vi følte helt klart at vi styrede Parken. Da gjorde AGF også. To scoringer i første halvleg og i den ende hvor vi stod.. Det var næsten for godt til at være sandt, men den var go nok.

Når man stod hvor vi gjorde, virkede det som Brøndby havde kæmpe chancer til at komme tilbage i kampen. Når man så bagefter så det på tv var de fleste af deres chancer ikke noget særligt. Kampen gik og vi kikke på uret på tavlen igen og igen. Endelig sket det. Kampen var forbi, pokalen var igen vores – også var det arvefjenden Brøndby vi havde slået.

” Lars Windfeldt hævede trofæet. “We are the champignon” brølede det på er tidspunkt ud af højtalerne. Spillerne gik igang med æresrunden og da AGF-erne kom ned til Brøndby tilhængere kvitterede de med en bifald ned mod AGFerne. Det var høj klasse af Brøndby supportere. Nede i vores ende vil jublen ingen endda tage. Det var en stor dag.

Da vi gik ud af Parken mødte man en masse mennesker og det var som det meste af fodbold Aarhus befandt sig i parken den dag.

Dagen efter skulle alle aviser købes og kampen ses igen. Da det hverdag igen berettede alle om hverisær deres oplevelse i parken..

2016: AGF-FCK

20 år er gået og endelige er vi i Pokalfinalen igen. Aldrig har jeg oplevet sådan en begejstring for at komme til København og støtte AGF som nu. Da billetterne blev sat til salg ventede jeg to timer inden det lykkes at få dem. Alle steder i byen bliver der talt om billetter, busser og pokalfinale.

18.000 AGFer til en pokalfinale er imponerede. Det kan godt være AGF har haft mager år, men ingen andre klub i Jylland har eller vil nogenside tage som mange tilhængere med til en finale i København.

FCK er storfavoritter til at vinde pokalfinalen. Men det er en pokalfinale og pokalkampe har deres eget liv, så alt er muligt.

Besøg også siden LUNGELIV & FITNESS – Træning og livskvalitet på trods

AGF semifinaler – nostalgi fra tribunen

Midt i en semifinaletid hvor AGF deltager for første gange i 20 år, dukker der minder om de tidligere semifinaler som jeg har oplevet med mit AGF hjerte og min AGF sjæl:

1987: AGF – Lyngby 1-1, Lyngby-AGF 0-1

1986 havde vi oplevet at AGF endelig vandt mesterskabet for første gange siden 1960. AGF som danske mestre var elles kun noget som personer som var ældre end en selv havde oplevet. På samme måde var det med pokalen. Jeg trøstede mig dog med, at jeg trods alt var 2 år da AGF senest vandt pokalen i 1965 og det var sket i min levetid.

Den første kamp mod Lyngby var i Aarhus. Det som jeg husker derfra var resultatet 1-1 og det føltes en finaleplads var langt væk. Lyngby var et godt hold og resultatet var ikke et godt udgangspunkt at komme til Lyngby med. Den anden semifinale kom der ingen meldinger fra under kampen. Sådan var det dengang før smartphone, computer mv. Radioen bragte ikke noget fra kampen. Husker ikke om det var i radiosporten eller via den meget brugte Ritzas-telefonavis jer hørte melding som jeg husker: AGF er i pokalfinalen efter 1-0 over Lyngby. En sten faldt fra hjertet og nu skulle vi endelig til en pokalfinale.

1988: Ikast-AGF 1-1, AGF-Ikast 3-0

En mørk aften drog vi en busfuld fan til Ikast. Opbakning skulle holdet have, og det havde de bestemt brug for efter en dårlig start på foråret med 2 nederlag. Ikast Stadion var forblæst og en pløjemark som altid. Husker ham som stod for busturen, som dengang var fra Støtteforeningen,  sagde han havde snakket med 2 af spillerne den pågældende dag.  Den ene var Henrik Mortensen, og han havde sagt at det blev ikke nogen køn kamp, men lovede masser af fight.  Ikast kom foran 1-0, men senere udlignende Henrik Morstensen på straffe.  Kampen sluttede 1-1 og blev fejret med noget af en bytur da vi kom til Aarhus som startede på Guldborg..

Returkampen i Aarhus var der ingen tvivl. I suveræn stil blev Ikast kørt over og AGF vandt 3-0. Frank Pingel scorede hattrick. Nu var vi klar til endnu en finale.

1990: AGF-Ølstykke 1-0, Ølstykke-AGF 0-1

Den første kamp var i Aarhus og spørgsmålet var før kampen om AGF kunne slå Ølstykke. AGF´s spillestil var meget defensiv med Ole Brandenborg som træner og tilbagelægninger var nøgleordet.  Modstandernes tilhænger råbte “Troels er fri” (målmand Troels Rasmussen) når AGF havde bolden. Den første semifinale endte med en kneben 1-0 til AGF. Ølstykke tilhængere var meget tilfreds og ikke mindst fordi de mente deres hold spillede bedre end AGF. Det kan jeg ikke huske om var rigtig. Nogen ting fortrænger man 😉

Returkampen endte også 1-0 til AGF og det var hvis også heldig.

Vi måtte et tur i Parken igen.

1992: AGF-B1909 1-0, B1909-AGF 1-1

Lodtrækningen havde været med AGF. I den anden semifinale mødtes B1903 og Lyngby. Pokalfinalen skulle spilles i Aarhus og det kunne virkelige være en drøm at opleve. Den første kamp i Aarhus vandt AGF 1-0 og de fleste var nogenlunde tilfredse og et mål i returkampen skulle holdet nok få scoret.

Til returkampen i Odense blev der sendt mange busser fra Aarhus. Der var som der var lagt op til noget ekstra ordinært. Kampen blev spillet dagen før store bededag og det var fridag dagen efter. På vej til Odense sneg trafikken sig af sted. Chaufføren sagde der ikke var tid til at holde ind, for så kom vi ikke ind på hovedvej og motorvej foreløbig.  Vi var trængende og måtte rette vores nødtørft, og det var muligtig da trafikken gik langsom ved at hoppe af bussen i nødsporet,ordne det som skulle ordnes og løbe hen til bussen. Det fungerede ganske fint, men må have været underholdene at se på.

Kampen var gået igang da vi nåede Odense Stadion. Da alle kom på plads var det en af de kampe, hvor der virkelig blevet givet ekstra på tilskuerpladsene. Øl skulle der også til under kampen, og husker tydelig at jeg og en anden have en øl i hver hånd. Idet vi kommer op og skimter banen ser vi AGF sende bolden i mål og så måtte øl være øl og de blev kastet højt op i en kæmpe forløsende jubel. Det var som denne jubel forsatte resten kampen igennem også efter B19o9´s udligning.

Turen til Aarhus blev festlig og der blev indtaget endnu flere mængder øl. Da vi ankom til Aarhus måtte vi forsætte i byen. Der var en aften hvor hele byen kogte.

1994: Brøndby-AGF 6-0, AGF-Brøndby 1-3

Husket ikke hvordan jeg hørte om nederlaget 0-6 på Brøndby Stadion. Der var i hverifald ingen pokalfinale. Kampen i Aarhus skulle ses selvom alt spænding var væk og af tilskuerne var der også få. De man hørte mest var fra Brøndby. Husker en kollega dagen efter fortalte i ramme alvor, at da Brøndby kom foran 3-1, troede han ikke på AGF kom i finalen. 🙂

1996 Herfølge-AGF 2-2, AGF-Herfølge 1-1

Den første kamp i Herfølge sluttede 2-2. Husker den blev fulgt på tekst-tv som jeg slog over på mange gange, til stor irreratioen for min daværende kone. 2-1 førte Herfølge, men kort før tid blev det 2-2 på et mål af Martin Jørgsensen.

Forventningsfulde mødte vi op til kampen i Aarhus. Vi skulle i den finale og AGF var storfavoritter. Det skulle vise sig at være det mest vanvittige og sindsyge jeg nogensiden har oplevet som AGF fans og er det stadig. Der var mange nerver i kampen og 0-0 vil sende AGF i finalen. Det sidste af kampen forsøgt AGF at holde 0-0 hjem. Når Herfølge nærmede sig AGF feltet var det ikke til at holde ud. Jeg begyndte at se væk hvergang bolden kom ned i AGFs forsvarszone.

En råber til mig at Herfølge har scoret..selvmål af Gunnar Lind. Det som jeg ikke vil se skete. chok. Ingen pokalfinale, det hele var væk, fiasko, nedtur. Torben Piechnik sendte kort efter et brag af en hovedstød på Herfølges overligger. Jeg nåede at tænke nu bliver det endnu mere ubærlig, men sekunder efter opstod der klumpspil foran Herfølges mål. Det ender med Gunner Lind får bolden raget over stregen og jublen er ekstatisk. Herfølge spiller løber efter dommeren og en af dem får et rødt kort. Det hele koger på stadion, nu er der lykke og pokalfinale. Alle råbte til hinanden at det var vanvittig og aldrig havde vi oplevet noget ligende.

2016 AaB-AGF 0-2,  ? : En forløsende faktor at AGF sejrede over Sønderjyske og var endelig i en semifinale for første gang i 20 år. Det var en lettelse, nu kom de rigtige sjove kampe som har helt deres eget liv. Mange tog turen til den første kamp i Aalborg og gav AGF en helt fanatisk opbakning. Jeg så ikke kampen i Aalborg, men var til træning i fitnesscentret. Imellem to hold så jeg på telefonen at AGF førte ved pausen. Da jeg var færdig greb jeg telefonen fra skabet og læste at det var en sejr på 2-0 til AGF, også så måtte jeg gøre noget.

Her mellem de to semifinaler er det som at være i et vakuum. Den netop overstået spillerunde i ALKA-Superligaen virkede noget flad fordi tankerne var ved torsdagens semifinale på Ceres Park . Et godt udgangspunkt har AGF, men intet er afgjort. Pokalsemifinaler har som sagt deres eget liv – That´s life 🙂

Aarhus Ø – Forelsket i isbjerget

Har oprettet  siden LUNGELIV & FITNESS – træning og livskvalitet på trods hvor jeg har fokus på det at have en kronisk lungesygdom og forbedring af livskvalitet gennem træningen. Siden er også på facebook: facebook.com/lungeliv 

Det er virkelige en imponerede bydel som er ved at blive skabt på de bynære havnearealer Aarhus Ø. Der er ikke meget tilbage af den havn’ hvor jeg som barn kørte med min far for at se på skibe og læse hvad de hed og hvor de kom fra. Der var noget fascinerede over denne havn.

Jeg kan sagtens sætte mig ind i at mange mennesker som har haft deres arbejde, og daglige gang på havnen har svært ved at se den blive forvandlet til et boligkvarter. Fiskerihavnen er stor set forsvundet og hvor kutterne tidligere lå er der nu lystbåde. Pakhusende er også væk. Containertrafikken har overtaget og for fiskeriet har teknologien på de store travler overtaget erhvervet.

Når udviklingen nu er gået som den er, synes jeg at det som sker i Aarhus Ø er imponerede. Det er positivet at bevæge sig blandt så meget nyt, hvor hver bygningen har deres detaljer. Hvad som også er værd at bemærke når man går i området, er at på den ene side er der udsigt mod havet, og på den anden siden mod “den gamle bydel”. Her kan man se hvilken detaljer og skønhed de gamle bygninger langs Kystvejen byder på. Netop det at adskille det nye og gamle byggeri er rigtig og bevare æstetikken i både det gamle og nye. Desværre er det ikke gjort på samme måde flere andre steder i byen, hvor nybyggeri ligger klods op af det ældre, hvilket hverken er kønt eller gennemtænkt.

Et af bygningsværkerne på Aarhus Ø synes jeg overstråler den alle. Det er isbjerget som, som jeg er blevet forelsket i det. Det er godt tænk og udført. Mange flere billeder end nedestående fra Aarhus Ø her

 

 

 

F-16 på rådhuspladsen landet med skøn nostalgi

I forbindelsen blev udstillingen “Flyvning for alle”  11-12 april i Ridehuset, Aarhus havde Flyvevåbnet placeret en F-16 på Rådhuspladsen. Det var lidt af et tilløbsstykke for mange at se og rører ved en F-16.

En medarbejder fra Flyvevåbnet kunne berettet at den parkeret F-16 var fra 1980 og ikke længere var i drift. Endvidere fortalte medarbejderne, da man i sin tid skulle have F-16 i Danmark og flere andre europæiske Nato-lande blev flyene leveret med en motor, modsat USA som altid fortrækker to motors. På den måde fik europæerene også råd til F-16.

Nostalgien dukkede også op ved synet af en F-16 på nært hold. Jeg var på Flyvestation Ålborg da den første eskadrille F-16 kom dertil. Jeg var i bevogtningen og havde vagt, da der var reception for spidserne i området så kunne bese en af de nye maskiner. Det var også noget særligt at opleve alle de flystarter, som man så når man bevægede sig i området. Specielt om natten gav det et flot syn.

Tankerne faldt også tilbage på en nat, hvor en F-16 skulle have særlig opmærksomhed og  en patrulje skulle være der hele tiden. Det blev til mange timer ved denne F-16, og der blev gået mange runder omkring den. På den måde fik man et ganske særligt forhold til F-16. Nostalgi er en god ting, når der vækkes gode minder fra en god tid.

 

 

Gensyn med sporvognen

I dagende 8-10 November 2012 var en gammel sporvogn udstillet på Ryesgade i Aarhus, i forbindelse med strøgets 40 års jubilæum.

Det var spænende at gå ombord i den gamle sporvogn og se komforten eller mangel på samme som vognstyren havde, reklamerne som hang i vognen tilbage fra 1971 og taksterne fra den tid.

Jeg husker ikke sporvognene som sådan fra bybilledet, men har et minde fra den sidste dag, hvor sporvognene kørte i Aarhus. Min mor tog mig og en af mine kammerater fra vejen med ud at køre i sporvogn den dag som var 7.november 1971,hvor jeg var 8 år. Min Mor sagde at det var vigtigt vi kunne huske denne dag og at der havde kørt sporvogne. Det har jeg altid sat stor pris på at jeg oplevede denne dag og kan kun takken min gamle mor for det.

Da jeg så sporvognen som var udstillet i Ryesgade kunne jeg mindes sæderne var brune, men troede faktisk de runde. Her har jeg blandet busserne som kørte i langt op til 70erne ind i det, for her var sæderne runde og brune.

På hjemmeside kan du se en række foto som jeg tog i sporvognen

mosaik

 

Lidt by og bushistorie fra Aarhus

Når man godt kan lidt historie og gå lidt tilbage i tiden falder man nogle gange over lidt sjove ting. På min gamle skoles facebookside var et link til gamle busser, og det er sagen når man elsker at grave i gamle ting – og nogle kan man selv kan huske endda.

Billederne er skæmprint fra danskebusser.dk

Jeg er opvokset i Brabrand og i frem til sidste i 70erne(vist nok) kørte Århus Sporveje ikke til Brabrand. En vognmand som hed Strandgaard havde ruterne og busserne var orange og havde rutenummer og en rute som er ændret en del gange siden:

brandbrand

gellerupbus

Linie 44 som ses til højre var den bus vi altid skulle med hjem. Til venstre er linje 43 som kørte til “Gellerup Centret”. Det som også er interessant ved billeder af busserne er mennesker og bygninger. Ved at klikke på billedet til højre er en kvinde med en barnevogn som har et stort “svaj” i bukserne, hvilket var absolut mode dengang. I øvrigt var satte sådan et svaj sig ofte fat i kæden på cyklen :).

Når man kørte med busserne til “byen” og skulle videre købte man en omstigning, og skulle med enten sporvejene som var de gule busser som i dag, eller man kunne tage de blå busser som var en vognmand i slet. I folkemunde lød de ofte at chaufføren i de blå busser ikke kunne lide chaufføren i de gule og orange busser og omvendt.

bus3

Linie 3 i Park Allé. Til højre kan man skimte Park Alléens bager som stadig ligger der, og de ældre kvinder på fortovet må siges at være “brutto-typen” på hvad man forstod ved en gamle dame i 70erne

blaabusser1 blaabusser2

Her er “de blaa Busser” og til højre er det linje 22 til Rundhøj Centret og Søndervangen. På billedet til venstre ses “Cafe Lolland” som lå på det sted i så lang tid som jeg kan huske, men den ligger der ikke længere. Jeg har været derinde engang i 80erne og husker den som en rigtig “snask”.