Ny side: Lungeliv & Fitness – Træning og livskvalitet på trods

Jeg har oprettet et subdomæne til denne side hvor jeg skriver om min store passion Fitness. Jeg har som lungepatent oplevet forbedringer i helbredet og dermed en betydelige bedre livskvalitet. Mine oplevelser og erfaringer vil jeg give videre på sin egen side i håb om at andre kan blive inspireret.
Du finder siden Lungeliv og fitness på denne adresse: http://www.lungeliv.larsjakobsen.com/ og facebook.com/lungeliv hvor du kan givet “et like”

Fitness ved lungesygdom giver livskvalitet

Har oprettet  siden LUNGELIV & FITNESS – træning og livskvalitet på trods hvor jeg har fokus på det at have en kronisk lungesygdom og forbedring af livskvalitet gennem træningen. Siden er også på facebook: facebook.com/lungeliv 

Jeg har tidligere skrevet om min lungesygdom og hvordan træning har været med til at forbedre lungekapacitet og livskvalitet markant. I slutningen af juni havde jeg besøg af en fotograf og en journalist som fulgte mig ved min træning i Fitnessdk-frisko, og det er der nu kommet en artikel ud af i Lungeforenings medlemsblad “Lungenyt”

 

 

Fra iltapparat til fitnesscenter – En personlig patient og træningshistorie

Har oprettet  siden LUNGELIV & FITNESS – træning og livskvalitet på trods hvor jeg har fokus på det at have en kronisk lungesygdom og forbedring af livskvalitet gennem træningen. Siden er også på facebook: facebook.com/lungeliv 

Jeg har skrevet min patient og træningshistorie. Den er på Lungeforeningens hjemmeside i en forkortet udgave. Her er den i sin fulde længde:

Fra iltapperat til Fitnesscenter                                                                                 – En personlig træningshistorie af Lars Jakobsen.

2002 fik jeg konstateret en betydelig nedsat lungekapacitet. Kronisk lungesarkoidose lød diagnosen. Den del af lungerne som var beskadiget med arvæv, kunne ikke reddes, men man ville forsøge at bevare den ikke-beskadigede del af lungen. Lungekapaciteten lå under 50 procent.

Beskeden kom lidt over et år efter, at jeg havde uddannet mig til voksenvejleder, og året forinden havde haft en slem depression, som jeg var ved at være på vej ud af. Rygning i sig selv har ikke udviklet sygdommen, men havde absolut ikke gjort det bedre. En læge fortalte, at hvis jeg fortsatte med at ryge, ville min lungekapacitet være nul om 10 år. Efter samtalen med lægen besluttede jeg, at den sidste cigaret var røget, og det holder stadig i dag.

psykisk hårdt at være syg
De følgende år udviklede sygdommen sig drastisk, og det betød mange og lange indlæggelser. Jeg kunne ikke gå på toilet uden at miste pusten, og måtte have ilt døgnet rundt. Det kom på tale, at en lungetransplantation måske kunne blive en mulighed.
Rent psykisk var jeg bange for, hvad der skulle ske. Under et indgreb i mine lunger, som foregik i fuld narkose, vågnede jeg op under operationen. Det forværrede min psykiske tilstand yderligere. Oplevelsen med opvågningen fulgte mig meget de næste mange år.

Det nye liv, som jeg ellers var klar til at tage hul på efter omskoling og depression, lå i ruiner, og jeg tvivlede på overlevelse.Da jeg blev udskrevet efter den længste indlæggelse, som varede over tre måneder, var det med iltapparat, rollator og en vægt som var steget med omkring 30 kg bl.a. pga. bivirkninger fra medicinen. Desuden var jeg afhængig af hjælp til næsten alt.

Dyrkede altid motion førhen
Inden jeg blev syg, havde jeg dyrket forskellige former for motion. Styrketræning af forskellig art og firmafodbold. I en årrække løb jeg en del og lavede mine kostvaner om. I de år jeg var ansat i FDB (i dag
COOP), cyklede jeg på arbejde, og arbejdet på COOP’s ferskvarecenter indebar mange tunge løft.

Da jeg begyndte at løbe i sin tid, var det for at tabe mig, og var et tidspunkt, hvor formen ikke var særlig god. Jeg satte små mål i starten af løbeturene. I starten var det den næste lygtepæl, jeg skulle løbe til, hvor jeg måtte stoppe for at få pusten. Det blev med tiden ændret hver 3-4-5 lygtepæle, for siden at kunne løbe en rute uden stop og gennemføre Marselisborgløbet.

Medicinen gav øget vægt
Al denne aktivitet blev nu nulstillet. Der var sygdommen i sig selv at kæmpe med, men at vægten også var steget så meget pga. medicin, var uudholdeligt. Binyrebarkhormonet som jeg fik i store mængder var hovedårsagen til vægtstigningen. Jeg mistede fuldstændig kontrollen over, hvor meget jeg spiste, og hvad jeg spiste. Bivirkningerne af binyrebarkhormonet gav kroppen en skrigende sultfornemmelse både nat og dag, og kroppen føltes som en stor ukontrollabel fedtklump.

Begyndte at dyrke bevæge mig.
Den første motion jeg begyndte med, var med iltapparat over skulderen. Der var på svalegangen, hvor jeg boede, hvor jeg gik 10 meter fra betonpille til betonpille for derefter at stoppe for at få luft. Sådan fortsatte jeg, indtil jeg kunne gå svalegangen igennem uden stop.Sådan fortsatte det med forskellige mål, fx at kunne gå en tur rundt om boligblokken. Et af mine delmål var at gå en tur i netto, som lå ca. 2-300 meter fra blokken. Sådan begyndte jeg i det små at gå lidt mere, men selvfølgelig alt efter dagsformen. Derudover var der angsten, som dukkede op, når jeg blev forpustet.

Binyrebarkhormon tærede på psyken
Trods mange besværligheder begyndte det at gå en smule bedre, og behovet for ilt blev mindre og mindre. Jeg var dog stadig meget træt af de bivirkninger, som binyrebarkhormonet gav, og på et tidspunkt ville jeg ganske enkelt ikke tage det mere. Det var ikke kun vægten som plagede pga den – det forværrede også min psykiske tilstand. Beskeden til lægerne var, at jeg kun ville have binyrebarkhormon, hvis jeg blev indlagt, og slet ikke kunne trække vejret. Noget andet medicin blev så taget i brug.Jeg fortsatte med at gøre det, jeg kunne – og lidt til. De største besværligheder var trapper, og når der var tåge og fugtig. Vejret spiller i øvrigt stadig en stor rolle på dagformen – støv er heller ikke sagen.

Vægten begyndte at falde pga. omlægning af medicin, kost og den motion som jeg nu fik. I 2005/6 begyndte jeg at træne lidt hos en fysioterapeut i Risskov. Det var begrænset, hvad som jeg kunne, men jeg husker, at flere af redskaberne vakte et glædeligt gensyn fra tidligere styrketræninger. Jeg måtte desværre stoppe efter noget tid, fordi trætheden, som også er en del af sygdommen, blev for voldsom.

Ny medicin hjalp
På et tidspunkt blev jeg præsenteret for en ny type medicin, efter igen at havde været gennem meget omfattende undersøgelser. Medicinen hed remicade, og den blev givet direkte i blodbanerne. Det gjorde en forskel, hvilket var meget opløftende. Remicaden hjalp også på de smerter, som sygdomme også var årsag til.

Jeg kunne bevæge mig mere frit, og det gav mere lyst til livet. Motionen var stadig gåturene, hvor jeg forsøgte mig mere og mere med, hvor langt jeg kunne gå. Nogle gange kom jeg til at gå for langt og måtte ringe efter en taxa, fordi jeg blev for træt. Der var dog stadig perioder, hvor det gik ned ad bakke, da jeg havde mange infektioner.

Det var nogle gange som et skridt frem og to tilbage. Psykisk begyndte jeg at blive bedre til at takle det hele. Mange psykologsamtaler og gode samtaler med andre gav bonus.

Fandt motionhold for lungepatienter
Længe havde jeg søgt efter et “motionhold for lungepatienter”. De var svære at finde. Heldigvis dukkede der et op på FOF, som jeg tilmeldte mig. Jeg kunne mærke, at noget måtte ske. Kroppen havde det ikke godt, og vægten var begyndt at stige lidt igen. I 2009/10 startede jeg op på træningsholdet, hvor en afspændingspædagog var instruktør. Hun forstod at gå ind i den enkeltes situation, hvilket gav mig stor tryghed.

Træningen fokuserede meget på åndedrættet, og hvordan det skulle bruges i forhold til de situationer, som man stod i. Selve træningen var meget varieret med brug af store og små bolde, øvelser for ryg, mave og stabilitet. Der var bevægelser, gang og småløb, som satte pulsen op. Der blev virkelig flyttet grænser i forhold til, hvad jeg kunne, og det gav velværen et stort løft. I dagligdagen begyndte de små ting at ændre sig, som fx at gå en etage op ad trapperne og tage elevatoren derfra.

Instruktøren gik også ind i de psykologiske aspekter i at have en lungesygdom. Der var fokus på, hvad vi kunne, og hvad der havde spillet ind i forskellige situationer. Opvågningen under indgrebet som påvirkede mig en del, fik jeg det meget bedre med, og kunne nu bedre håndtere, når pulsen blev høj, og vejrtrækningen for tæt.

Supplerede motionsholdet med træning hos fysioterapeut
Efter et halvt år på holdet skulle der bygges lidt mere på. Holdet var en gang om ugen, og det var lidt i underkanten. Jeg besluttede at starte træning hos en fysioterapeut sideløbende. Her fik jeg lavet et
program, hvor styrke af alle muskelgrupper indgik plus konditionstræning.

Øvelserne var med håndvægte, maskiner, bolde og stepbænk. Det gav resultat. Muskelgrupperne blev bygget op stille og roligt. Programmet blev ændret, når øvelserne blev for “lette”. Der kom desuden mere og mere vægt på. Pulstræningen for at forbedre lungernes ydeevne bestod af en stepbænk og grundtrin.
Jeg lærte her at trække ydeevnen længere, selv om jeg blev let forpustet.I begyndelsen var det 3 x 10 sekunder. Det blev så skruet op, og til sidst var det 3 x 45 sekunder. Efterfølgende begyndte jeg at tage  en vægt i hver hånd. Til sidste sluttede jeg af med 3 x 45 sekunder med en belastning på 10 kg.

Efter et år sluttede lungeholdet. Derefter øgede jeg træningsmængden hos fysioterapeuten. Mit mål blev
herefter, at når opbygningen hos fysioterapeuten var sket, ville jeg videre til et fitnesscenter.

Fedt blev til muskler
Jeg fortsatte hos fysioterapeuten i et halvt år. Romaskine og cross trainer blev taget i brug. Øvelserne, som var målrettet til hverdagen, gav virkelig resultat. En dag besluttede jeg, at i stedet for altid at blive hentet og bragt skulle høre op, og jeg begyndte at tage bussen i stedet. Det var næsten at opleve en ny verden. Jeg kunne nu bevæge mig mere frit – bare det at kunne tage af sted uden at være afhængig af bestemte tidspunkter. Det var en nydelse at tage bussen, og er det stadig.

Vægten som havde været et stort problem, fik jeg et andet fokus på. Efter jeg havde tabt mig, begyndte jeg at tage på. Det var der til gengæld en god forklaring på. Det var musklerne, som erstattede fedtet.

Næste stop: fitnesscenter
Vi var nu henne i januar 2012, og mit mål var nået. Efter samråd med fysioterapeuten Iben hos Fysioterapeuterne på Park Allé vil jeg nu starte i et fitnesscenter.

Jeg havde nogle oplevelser af træningscentre i 80-90’erne, som ikke var særlig gode. Dengang var der mangelfuld instruktion, og det handlede mest om at bare at have så meget vægt på som muligt. Derfor spurgte og kikkede jeg mig omkring. Mit valg faldt på Fitnessdk som også en fysioterapeut sagde god for.

Alle tidligere negative oplevelser med træningscentre blev gjort til skamme, da jeg begyndte i fitness.dk i februar 2012. Jeg oplevede det som et meget venligt og imødekommende sted. Efter en samtale med en instruktør fik jeg lavet et program, som passede til mine ønsker og behov.

Nu stod den på bænkpres, squat, dødløft, pulley, Arnold pres med biecep curls. Det var hårdt, men jeg forstod at tage det i et tempo og med en belastning, som passede til mit niveau. Stødt og roligt øgede jeg min styrke, og ikke mindst ryggen fik jeg det bedre med. Det gav samtidig selvværd et stor løft.

Jeg oplevede også hurtig den sociale dimension ved træningen i Fitnessdk Den gode stemning var bestemt med til at motivere. Noget som også var væsentlig ved være i fitnessdk var, at det var hele familien Danmark, som kom der, og man mærker hurtigt, at man er en del af den.

Efter et stykke tid fik jeg hjælp til at få rettet programmet til, hvor også maskinerne blev taget i brug. Samtidig fik jeg mere fokus på ryg og vejledning i at belaste mig bedre, så det passede til dagsformen. At mit program blev kombineret med andet, og at jeg kunne vælge mere mellem øvelserne, øgede kun motivationen.

Jeg begyndte at eksperimentere med forskellige ting og øvelser. Jeg spurgte mig frem både hos instruktører og øvrige i centeret. Jeg kunne mærke, at jeg blev mere motiveret og nysgerrig. Jeg begyndte at bruge cyklerne i hvert træningspas, hvor pulsen kom mere og mere op.

Kastede mig ud i spinning
En dag i 2012 spurgte jeg en instruktør i centeret, Jeanette, om spinning, og hun havde faktisk et hold samme dag. Jeg var nu med i en spinningtime. Det var lidt grænseoverskridende, men jeg var ikke i tvivl om, at jeg skulle bruge det fremover. Jeg kunne mærke, at når jeg begyndte at blive forpustet, så meldte angsten sig. Jeg begyndte at bruge nogle af de redskaber, som jeg havde lært, når der var optræk til panik. Det gik bl.a. ud på at ændre tankerne, sige til mig selv, at det er ikke farligt at blive forpustet, og at jeg kunne gå ud af lokalet, hvis jeg havde behov, og at kroppen reagerer på mange måder, når pulsen kommer op.

Spinningen var med til at give mig et markant løft. Det gav også positive resultater i målingerne af mine lunger på hospitalet. Niveauet i cyklingen blev bedre, og jeg begyndte at have flere timer. Det gav igen endnu mere frihed, og det at kunne svede helt igennem og øge forbrænding gav en vidunderlig fornemmelse, som jeg havde savnet i mange år. Den foreløbige kulmination med spinningen, var da jeg deltog i et alpe-event i oktober 2013.

Spinning er medicin for min lunger og blev indbygget i mit træningsflow. Det blev og er stadig uundværligt.
At man samtidig mødes og snakker med flere mennesker i forbindelse med spinning-timerne, som giver et sammenhold, gør det kun bedre.

Mere holdtræning kom på programmet
På et tidspunkt i 2013 kunne jeg mærke, at der skulle lidt mere til. Min egen styrketræning var helt fin, men jeg ville gerne lidt mere holdtræning. Jeg startede på et af instruktøren Jeanettes”stram op”  Det gav endnu et løft og var bestemt en udfordring. Vejrtrækningen måtte jeg tænke meget over i starten.
Lysten til at brænde helt derudad var der, men her kunne lungerne og pulsen ikke følge med. Heldigvis blev jeg bedre til at koordinere det, og nu efter et år med “stram op” kommer det helt automatisk. Jeg kanvirkelig også mærke, at kroppen bliver strammet op, og den har fået en helt anden holdning og jeg bliver fortsat stærkere og stærkere.
Mit eget styrkeprogram er nu også blevet ændret, så når jeg træner selv, er det med olympiske ringe, armstræk, squat på balancebold, sideplanke m.fl. Det passer fint mellem cykel- og ”stram op”-holdene. I 2014 har jeg også tilføjet step og pilates til træningen.

Træningen er blevet en livsstil
I dag er træningen en stor dag af min hverdag. Det er blevet en livsstil. Der er ingen tvivl om, at det er fast arbejde og en del af medicinen for mine lunger. At træningen er “fast arbejde” gør bestemt ikke noget, for jeg elsker at bruge min krop. Jeg kunne slet ikke forestille mig en hverdag uden spinning, ”stram op”, pilates og den øvrige træning.

Naturligvis mærker jeg stadig min sygdom, og jeg er træt efter træningen. Til gengæld er fokus ændret til, hvad jeg rent faktisk kan, frem for det modsatte. Noget meget væsentlig er også, hvordan trætheden er ændret. Der er meget stor forskel på at være sygdomstræt og træningstræt. Vigtigst er, at jeg har opnået
mine træningsmål, som har forbedret min hverdag. I dag er den hjælp, som jeg har behov for, begrænset, hvilket er en stor frihed.

Det kan godt være, at jeg stadig kun har 50 procent af min lungekapacitet, men den bliver brugt mere og mere optimalt, hvilket også er mine fremtidige mål. Jeg lever og tror på livet – og en del af det er træningen i Fitnessdk.