sorg kan ikke måles i mængder

Skrevet efter tragedien på den norske ø Utøya, hvor 69 mennesker blev dræbt på tragisk vis.

Efter tragedien i Norge hvor mange udtrykker deres medfølelse og sorg, holder mindehøjtideligheder og stilhed dukker spørgsmålet op flere steder: Der bliver dræbt mennesker i Afghanistan hver dag, børn dør af sult i Afrika osv. hvorfor skal vi så sørge, holde mindehøjtideligheder og stilhed når det andet er værre?

Set i et større og historisk perspektiv kunne man også spørge om hvorfor holde stilhed over den 11.september 2001, når antallet er omkommende var langt færre end under 2.verdenskrig.

Et tab handler ikke om størrelsen og antal. Den ene eller anden tragedie bliver ikke mindre af den grund og devalueret fordi der handles på den ene og ikke en anden.

Vi kan også blot se på os selv når vi mister pårørende, så er smerten uudholdelig selv om det drejer sig om ”et enkelt menneske” som måske er meget syg eller gammel. For andre som ikke kender os eller den vi har mistet, oplever ikke det samme måde os selv og har ikke samme smerte, men siger ikke til os at det kun er et enkelt menneske og hvorfor skal man sørge over det, når mange mennesker omkommer dagligt af ulykker i trafikken. Langt de fleste mennesker viser os medfølelse og tager hensyn til os når vi lider tab. Det er medmenneskelighed.

Når der sker tragedier og dødsfald bliver vi ramt af sorg, og jo mere tæt det kommer på os desto stærkere bliver smerten og derfor fylder tragedien i Norge meget hos danskerne. Det er vores naboland, vi kan forstå hinandens sprog og næsten alle dansker har været i Norge og kender en eller flere nordmænd personligt. Endeligt er tragedien ude af alle demissioner, og den værste som er sket i Norden siden 2.verdenkrig og kan ikke retfærdiggøres.

Jeg tror når nogen forsøger at sætte det i et perspektiv i forhold til antal er det en barriere fordi det er for smertelig og svært. Det skal helst ikke være og måske minder det nogen om noget. Jeg tror sjældent det et udtryk for kynisme.

I øvrigt skal man heller ikke glemme at der i kirker, organisationer og samfund over hele verden bliver ofre mindet fra enhver begivenhed uanset omfanget, og det er måske her mange danskere skal rettet blikket mod og gør del i frem for udelukkende bevæge sig i deres egen lille verden..